En god åbning

29. august 2009
  ·   Nyhed   ·  Skrevet af admin

I onsdags kunne KBHFF åbne dørene og byde medlemmerne indenfor til afhentning af de første grøntsager i de nye lokaler på Nørrebro. Det var en meget vellykket dag med masser af glade mennesker og flotte grøntsager. I al vores arbejdsiver fik vi ikke tænkt på at tage nogle top-tunede billeder af vores frugt og grønt, men vi fik da taget et par skud med en mobiltelefon:

en lille grøntkasse

Billedet er af en “lille kasse” til 100 kr. Kassen indeholder 7 kg blandet frugt og grønt. I denne uge var det biodynamiske løg, rødbeder, kartofler, gulerødder og tomater fra Kiselgården og friskplukkede økologiske æbler fra Birkemosegaard.

En stor kasse er fuldstændig som en lille kasse – bare dobbelt så stor: 14 kg for 200 kr. Det er en ordentlig portion lokalt dyrkede, bæredygtige fødevarer!

Hvis du er blevet nysgerrig efter at høre mere om fødevarefællesskabet eller hvis du ønsker at blive medlem, så kig ned forbi Grøntsagsfestival 2009 på Halmtorvet, København V i dag lørdag d. 29. august. Vi har en stand med mere information, og hvor du kan blive meldt og bestille en kasse til afhentning allerede på onsdag.

Ellers kan du altid kigge ned i butikken i vores åbningstid fra 16 til 19 hver onsdag.

Vi glæder os til at se dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *