Lær-dit-fødevarefællesskab-bedre-at-kende-dag

7. oktober 2009
  ·   Nyhed   ·  Skrevet af admin

Det stormer derudaf for KBHFF! Vi har rundet 100 medlemmer, og har solgt over 50 bugnende poser med grøntsager i dag! Nu, hvor det går så godt, synes vi, at det er værd at bruge lidt tid på at overveje, hvordan det er, vi gerne vil udvikle KBHFF.

KBHFF som det er i dag, er det vi kalder den “den lille maskine” – fordi den ikke har været så svær at sætte i gang, og fordi det er en god måde at samle folk og skabe interesse omkring muligheden for at få billige økologiske fødevarer i København.

Men målet på lang sigt har hele tiden været at lave et rigtigt økologisk kooperativt supermarked på linje med Park Slope Food Coop i New York, som har været en vigtig inspiration
for KBHFF. Det er et super-velfungerende medlemsdrevet supermarked med fødevarer i bedste kvalitet til 20-40% billigere end andre supermarkeder – til salg for alle deres 15.000 medlemmer. Derfor kalder vi dette mål for “den store maskine” fordi den i langt højere grad er sværere at få i omdrejninger, og der skal laves meget mere benarbejde for at få den i gang.

Vi vil gerne have, at alle medlemmer af KBHFF får mulighed for at komme med input og involvere sig i processen med at bygge den lille maskine større, og være med til at definere de konkrete mål og aktiviteter, der skal til, for at vi ender med at have et helt kooperativt supermarked, der lægger vægt på sociale, lokale, bæredygtige og fødevaremæssige værdier og dermed gentænker hvad en virksomhed kan være.

Vi ved, at der er rigtig mange af jer, der har masser af gode idéer og har en masse viden, erfaringer og kontakter, som vil kunne hjælpe med dette. Derfor indkalder driftskollektivet alle medlemmer af KBHFF til en kombineret strategi-dag, ordinær generalforsamling og “lær-dit-fødevarefællesskab-bedre-at-kende-aften”

Lørdag d. 24. oktober 2009 kl. 13
i Folkets Hus,
Stengade 50, 1. sal
København N

Programmet er som følger:

13 – 16: Workshop
Med udgangspunkt i vores manifest vil vi gennemgå en proces, der skal hjælpe os med at afklare hvilke konkrete mål vi gerne vil opnå i KBHFF, og hvilke konkrete midler og aktiviteter, der skal til for at opnå disse mål. Kollektivgruppen sørger for at facilitere workshopprocessen knivskarpt.

16 – 17: Generalforsamling
Som forening er vi forpligtede til at holde en årlig ordinær generalforsamling med dagsorden og vedtægter. På generalforsamlingen skal vi bl.a. godkende evt. ændringsforslag til vedtægterne. I den forbindelse savner vi rigtig meget juridisk assistance. Så hvis I kender en sympatisk juridisk kyndig, der vil kunne hjælpe os med at formulere vedtægterne bedst muligt, så send os endelig en besked på info@kbhff.dk. Jo før jo bedre.

17 – sent: “lær-dit-fødevarefællesskab-bedre-at-kende-aften”
– vi starter med sammen at lave lækker mad med fødevarer fra de gårde vi køber ind fra gennem KBHFF. Og så spiser vi, hygger og drikker lidt øl eller rødvin og lærer hinanden bedre at kende. Det bliver super-hyggeligt!

Hvis du gerne vil spise med, skal du være meget velkommen, men du skal give besked SENEST fredag d. 16. oktober kl. 18 på info@kbhff.dk – så vi kan nå at bestille fødevarer i god tid.

Vi håber at se rigtig mange af KBHFFs medlemmer på denne dag, der med garanti bliver både superhyggelig og inspirerende. Hvis du endnu ikke er medlem af KBHFF, men gerne vil blive det, så kan du møde op på dagen og betale medlemskab og blive medlem ad den vej, eller du kan udfylde medlemskabsformularen allerede nu og kigge ned forbi på onsdag..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *