Henover efteråret laver vi en række små portrætter af forskellige medlemmer af foreningen. Formålet er at vise hinanden hvem vi er – vores fællesskab, engagement og mangfoldigheden i foreningen.
22 år og studerer Europæisk Etnologi
Hvordan kom du med i KBHFF?
Det er jo bare det gode rygte der har spredt sig. Der gik vist en uge fra jeg hørte om det til jeg meldte mig ind. Jeg har været med i snart halvandet år, og har været rigtig glad for det.
Hvad driver dit engagement?
Jeg synes det er rigtig dejligt, at det er så enkelt. Der er gennemsigtighed, man kan se hvor alting kommer fra, der er ikke så mange mellem led, og man kan se at det er nogle gode, friske råvarer. Og så er det fordi jeg rigtig gerne vil købe økologisk. Det er tit rimelig dyrt. Dels er det billigere på den her måde, men det er også fordi, jeg slipper for at forholde mig til valget hver gang. Jeg bliver ikke fristet til at købe noget billigere. Sådan er det når man ikke har så mange penge, så vælger man nogle gange de lidt dårligere ting synes jeg.
Hvis du skulle sætte et billede på Fødevarefællesskabet, hvordan ville det så se ud?
Det er lidt en hippie-fællesskabsting. Det er noget vi er sammen om og alle bidrager på forskellige måder. Så det ville være noget med en masse forskellige ting der er bundet sammen til noget der giver mening. Der er så mange forskellige mennesker med: unge og gamle, rige og fattige. Der er rigtig mange, som synes det er fedt.
Det betyder også rigtig meget at der er en god stemning i butikken når man kommer ned. Det betyder virkelig meget at man føler fællesskabet. Selvfølgelig er der nogen, der driver det mere end andre, men det er ikke sådan at der er nogen, der bestemmer. Det er fedt at man altid kan engagere sig i de forskellige grupper. Selvom jeg ikke er en af dem der engagerer mig allermest, så kan jeg sagtens komme med nogle ideer og sådan. Det synes jeg er rigtig dejligt.
Hvad er det vigtigste princip for dig?
Noget af det vigtigste for mig er at det er sæsonbaseret, og det er samtidig noget af det der er helt særligt ved Fødevarefællesskabet. Man bliver bevidst om hvad vi bør spise lige nu. Jeg er bybarn og ikke specielt bevidst om sådan noget. For eksempel har jeg tænkt, det ville være dejligt hvis der snart kom nogle porrer. Men det kan man jo ikke bare bede om, for de vokser jo ikke hele året, og så der er bare ikke noget at gøre ved det. Det smitter jo også af, så jeg kan huske det når jeg køber ekstra ting i supermarkedet. Så husker jeg, nå ja, nu er det spidskål og så videre.
Vil du fortælle om en god oplevelse?
Det fedeste er, at jeg har mødt så mange forskellige mennesker dernede. Den ene dag står man sammen med en jurist og den næste dag med en studerende. Det har givet mange fede perspektiver på mange aspekter af både økologi og andre ting.
Har du lyst til at lave medlemsportrætter kan du finde en interviewguide til inspiration på Faciliteringsgruppens side på KBHFF’s Wikiside. Send det indskrevne interview og et billede af den interviewede til: info@kbhff.dk så bliver det lagt på hjemmesiden og på facebook.

