22 år og medicinstuderende
Hvorfor meldte du dig ind i KBHFF?
Min kæreste og jeg meldte os ind for lidt over et halvt år siden. Det var for at få økologiske råvarer til en overkommelig pris og for at støtte projektet med kollektiv distribution af gode råvarer.
Hvad driver jeres engagement i KBHFF?
Det betyder enormt meget for os, at fødevarer er ordentligt produceret, og det kan vi støtte gennem sådan et fællesskab her, fordi vi har direkte kontakt til dem der producerer. Samtidig er det vigtigt for os at KBHFF er baseret på frivilligt arbejde, for det gør grøntsagerne billigere. Det skal ikke koste det hvide ud af øjnene at få nogle ordentlige råvarer.
Hvad er det vigtigste princip i KBHFF for dig?
Kvalitet.
Kan du sætte et billede på KBHFF?
Den fælles indsamling. Det ligner lidt et stammesamfund, hvor vi i fællesskab samler grøntsagerne og deler det imellem os.
Vil du dele en god oplevelse?
Jeg synes det er en god oplevelse at komme herinde. Folk er meget behjælpelige og indstillet på at få det hele til at køre. I dag fik jeg for eksempel hjælp til at pakke mine æggebakker ind med noget tape, fordi der ikke var nogen elastik. Det er den ugentlige gode oplevelse.
I løbet af efteråret laver vi en række små portrætter af forskellige medlemmer af foreningen. Formålet er at vise hinanden hvem vi er – vores fællesskab, engagement og mangfoldigheden i foreningen.
Har du lyst til at lave medlemsportrætter kan du finde en interviewguide til inspiration på Faciliteringsgruppens side på KBHFF’s Wikiside. Send det indskrevne interview og et billede af den interviewede til: info@kbhff.dk så bliver det lagt på hjemmesiden og på facebook.

