STORMØDE erstatter den ekstraordinære generalforsamling

16. oktober 2013
  ·   Nyhed   ·  Skrevet af Jonas Glass

Kære alle

Fra nu af og 3 timer frem vil over 500 KBHFF-medlemmer hente deres pose i en af de 10 afdelinger. Mange medlemmer arbejder som kassevagt, pakkevagt mm. Der er god energi ude i afdelingerne og alle kan få en pose med det lækreste grønt med sig hjem hver eneste uge. Men bagved det hele lurer en krise. Vores forenings fælles funktioner kører for dårligt. Vi har ikke kunnet gøre regnskabet for 2012 færdigt. Vi har ikke nogen kasserer. Der er ikke nogen der vil være formand. Det er tyndt med fremmødet i vores fælles arbejdsgrupper. Tordenskjolds soldater er ved at være trætte.

Kollektivgruppen mener ikke, det er bæredygtigt, at store ansvarsområder som økonomi eller it-medlemssystemet hænger på en enkelt eller ganske få personer. Det slider folk ned og det skræmmer nye frivillige fra at engagere sig i opgaverne. Derfor holder vi et stormøde i KBHFF

lørdag den 26. oktober kl. 16

i Købnerkirken, Shetlandsgade 6, 2300 København

Læs mere og tilmeld dig aftensmad her.

(samme sted og tidspunkt, hvor der tidligere er annonceret en ekstraordinær generalforsamling). KBHFF’s fremtid generelt bliver eneste punkt på dagsordenen, og mere uddybet program følger i løbet af uge 43.

Det er alvor nu, hvis vi vil fortsætter med et levende og bæredygtigt KBHFF, der skal kunne levere grønt til alle os medlemmer hver uge fremover. Så kære med-medlemmer. Det er Nu, der skal handles, fødevarefællesskabet har brug for dig!

Bedste hilsener
Kollektivgruppen

lisbeth kommenterede
Kl. 16:53 d. 16. oktober 2013

Er i ikke gode at skrive i jeres nyheder

Hvor stormødet holdes henne ?

Dato, tid og præcis adresse

Og hvordan er tilgængeligheden ?

Ellers mister i for mange – info skal indeholde alt det praktiske så ingen behøver at lede og lede efter det 😉

Gitte Nørskov kommenterede
Kl. 17:04 d. 16. oktober 2013

hej 🙂 har lige været inde og melde os til stormødet, men kunne ikke finde emnebeskrivelsen af de fire udviklingsgrupper nogen steder. der var en bestemt gruppe vi gerne ville med i, de var nævnt tidligere idag i indkaldelsen til ekstraordinær generalforsamling.

Lise kommenterede
Kl. 17:17 d. 16. oktober 2013

Hvor? – Købnerkirken, Shetlandsgade 6, 2300 København
Hvornår? – Lørdag 26. oktober 2013, klokken 16:00

Jeg fandt oplysningen ved at trykke på linket i den grønne tekst.

Sofie kommenterede
Kl. 17:42 d. 16. oktober 2013

Tilmelding sker her:
http://kbhff.wikispaces.com/EGF+2013+TILMELDING

Jeg kommer og støtter op

Kirsten Reinhold kommenterede
Kl. 19:31 d. 16. oktober 2013

Jeg sidder med lidt ondt i maven og en underlig tomhed efter at have læst indlægget fra kollektivgruppen og HÅBER VIRKELIG, at folk rundt omkring forstår alvoren og kommer frit frem og deltager i stormødet!!!
Københavns Fødevarefællesskab har simpelthen så meget at byde på, og vi burde skamme os, hvis vi ender med skulle lukke det hele ned.

For mig er det en livsstil som er blevet et must – en livsstil, som jeg ikke tror, jeg kan finde andre steder i lokalområdet, når det gælder økologiske fødevarer og socialt samvær.

Heldigvis er jeg optimist og glæder mig til at købe ind til jer de næste 2 uger – glæder mig til næste indkøbsgruppemøde – glæder mig til næste butiksgruppemøde – og glæder mig utroligt meget til næste avlermøde, hvor næste sæsonplan skal planlægges sammen med de dejlige avlere, som jo heller ikke kan undvære os 🙂

carsten kommenterede
Kl. 21:45 d. 16. oktober 2013

Gitte Nørskov – KBHFF’s fremtid generelt bliver eneste punkt på dagsordenen. Vi nærmer os en krise, som der står i stormøde-indkaldelsen, og det er den, vi hver især må forholde os til som medlemmer. Så kom så mange som muligt og giv jeres besyv med.

Tommy kommenterede
Kl. 10:00 d. 17. oktober 2013

KBHFF har i de sidste par år udviklet sig forkert efter min opfattelse. Vi har fået flere overordnede grupper, der skal styre forskellige dele af KBHFF. Og så er der opstået en gruppe, der skal koordinere grupperne. Der er også opstået grupper, der skal vejlede og inspirere. Og grupper, der skal formidle. Hvad ville der ske, hvis vi nedlagde disse grupper? Så vil frustrationerne forsvinde. Vi har brug for nogle indkøbere, nogle chauffører og en regnskabsfører. Vi kan sagtens undvære alt det andet. Ingen vil stå for regnskabet i dag. Der er tusindevis af små sedler. Der er håbløse registreringer. Både indkøberne og regnskabsførerne har brug for et computerprogram – gerne på en internetside – og gerne som en udbygning af vores medlemssystem – hvor der er overblik, hvor det er let at bestille, distribuere, holde regnskab osv. Indtil vi får det, vi enhver der har rodet lidt med regnskabet løber frustreret bort. KBHFF er amatører. Men vi behøver ikke blive ved med at gøre alt helt håbløst. Hvis der sker en ulykke, hvor én brækker benet, og det medfører varige skader, vil der komme en forsikringssag, og den vil ende som en erstatningssag, hvor de enkelte medlemmer i kollektivgruppen vi blive afkrævet over en million. Det kunne undgås med et par sætninger i vedtægterne og meddelelser til medlemmerne; men vi kører lallende videre og håber på det bedste. For nylig har man indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling. Men der er alt for få, der har tilmeldt sig. Igen er det et møde, som vi godt kunne undvære, hvis alt bare kørte lidt smart. Men nu er ”man” blevet frustreret – igen. Det er tordenskjolds soldater, der trækker hele læsset, får vi at vide. Mig bekendt fungerer indkøberne. Mig bekendt fungerer chaufførerne. Min bekendt fungerer butikkerne. Hvis vi får et webbaseret forretningsprogram, vil der helt sikkert være én, der gerne vil stå for regnskabet. Hvis vi får nogle blog-sider på internettet – én om avlerne og kvalitet – én om CO2 fri kørsel, alternativ køleskab, miniovn til langtidsbagning og stegning – én om events, ture, lejre mm. – kan der her være en løbende debat, hvor vi kan udvikle idéerne. Hvor svært kan det være? Jeg havde ellers glædet mig til at præsentere et forslag om en uges sommerlejr hos en avler – helt uden frustrationer.

Sofie kommenterede
Kl. 10:35 d. 17. oktober 2013

“Hvor svært kan det være?” – Rimelig svært er svaret.
Hvem skal gennemføre alle de forslag du kommer med? Hvem skal stå for den udbygning af medlemssystemet du snakker om? Hvem skriver de sider om avlerne du snakker om?

Det er nogle gode ideer du kommer med Tommy, men hvem løfter opgaverne? Det er meget det vi står og falder med. Vi drukner i gode ideer, men strander på engagement.

Det er muligt vi skal nedlægge en masse grupper – gøre det mere simpelt. Men der er tydeligvis nogle basale ting der halter som skal på plads før det kan løbe rundt.

Jonas Glass kommenterede
Kl. 11:14 d. 17. oktober 2013

Jeg har oprettet en gruppe på SAMBA (KBHFFs pendant til facebook tidligere kaldet samarbejdsplatformen) til at fortsætte diskussionerne. Her er et link til gruppen: http://kbhff.dk/groups/stormode-26-oktober-2013/

Carsten Hjort kommenterede
Kl. 11:37 d. 17. oktober 2013

Bliver mest glad når jeg læser den her debat. For den vidner om den ivrighed der er for at holde vores fællesskab på ret køl. For mig er de mange grupper et smukt eksempel på at vi kan og vil meget mere end bare at distribuerer grøntsager.

Når det er sagt så skal vi naturligvis ikke kikse den helt grundlæggende opgave. Med tanke på vores historie, så har jeg en virkelig tryg forventning om at vi finder en rigtig god løsning på det. Forhåbentlig en der kan tjene som inspiration for de mange fællesskaber der bruger vores model.

Vi ses lørdag d.26.

Gitte Nørskov kommenterede
Kl. 16:05 d. 17. oktober 2013

Tak til Tordenskjold og co, som indkalder. Jeg tror, det kunne være nyttigt med en indkaldelse pr mail. Jeg opdager ikke altid, hvad der foregår, hvis jeg ikke lige har været på hjemmesiden, og jeg har mødt folk i min afdeling, som kun reagerer, når de får direkte mail. Problematikken med Tordenskjold og de manglende soldater er kendt fra mange sammenhæng. Lad os lægge hovederne i blød. Amagerstruktur kunne være en del af løsningen. Da jeg hentede pose(r) i går, havde pakkevagterne ikke fattet, at de sku lave frugtposer, men bare fordelt frugten i grøntposerne efter jeg ved ikke hvilken fordelingsnøgle. Så på den måde er der også noget, der halter. Vi ses næste lørdag

Andreas kommenterede
Kl. 16:26 d. 17. oktober 2013

Hej Gitte,
Indkaldelse på mail er undervejs. Det skal lige sættes op i medlemssystemet, men den kommer. 🙂

Og ja, teamstrukturen er en oplagt måde at fordele opgaverne og engagere flere. Det lyder meget uheldigt, når det går galt som du beskriver det med frugtposerne.

Joanna kommenterede
Kl. 19:30 d. 17. oktober 2013

Kom alle kom glad det gælder vores fremtid – hvad kan være vigtigere end fremtiden – vores fremtid?!

PS jeg har byttet rundt på mine vagter, slettet min vagt som børnepasser fordi jeg vil rigtig gerne være med til mødet – håber en anden vil tage vagten måske?

Tommy FalkeØje kommenterede
Kl. 13:17 d. 18. oktober 2013

Jeg har i dag forhørt mig hos Skat og en vejleder for foreninger om, hvad vi som forening er pligtig til. Vi skal have vedtægter. Der skal være en formand eller en bestyrelse; men intet krav om en kasserer. Vi er ikke forpligtet til at være momsregistreret. Og vi skal heller ikke lave skatteregnskab. Vi er ikke forpligtet til at lave regnskab overhoved. Myndighederne er ligeglad med vores økonomi. For selv at have lidt styr på det, foreslog Skat, at vi havde et excel ark, hvor vi skrev indtægter og udgifter ned, så vi kunne se, hvad pengene gik til. Der er heller intet krav om, at der skal være en revisor – hverken en ekstern eller en intern.

Andreas Lloyd kommenterede
Kl. 14:34 d. 18. oktober 2013

Tommy, det er rigtigt, at vi som forening ikke i udgangspunktet er forpligtet til at være momsregistreret.

Men organisationer med en omsætning på over 50.000 kr skal momsregistreres. Der er rigtignok en række muligheder for momsfritagelse for foreninger, men så vidt jeg kan se gælder det ikke køb og salg af fødevarer. Læs mere her:
http://www.bdo.dk/nyheder/Pages/Hvorn%C3%A5rskalforeningeropkr%C3%A6vemoms.aspx
http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oId=208742

Kort sagt, så skal vi være momsregistrerede. Og det betyder også, at vi skal lave regnskab. Og så giver det også mening at have kasserer og revisor. Hvordan vi så fordeler opgaverne internt — det er så det vi bl.a. skal tage stilling til på stormødet d. 26. oktober.

Tommy FalkeØje kommenterede
Kl. 17:01 d. 18. oktober 2013

Kære Andreas
Jeg har talt med en ekspert i moms afdelingen i Skat. Reglen med de 50.000 kr er ændret til 90.000; men det gælder kun, hvis man er erhvervsmæssig virksomhed, og det er vi ikke. Jeg fortalte ham grundigt om KBHFF i alle detaljer – og vi er IKKE erhvervsmæssig efter gældende love – og vi behøver ikke være momsregistreret.

Som reglerne er, kan vi ændre vore vedtægter, så vi ikke behøver nogen formand eller kasserer. Heller ikke revisor. Og hvis vi er lidt smarte, kan vi lade den centrale økonomigruppe blive et fast team, der kun tager sig af betalinger til avlerne og lignende. Så kan afdelingerne styre deres egen konto og lave regnskab i excel ark.

Gine kommenterede
Kl. 18:12 d. 18. oktober 2013

Ville gerne bakke op om mødet, men det er svært at få til at hænge sammen på en lørdag.

Andreas Lloyd kommenterede
Kl. 17:50 d. 19. oktober 2013

Hej Tommy,
beklager min skepsis. 🙂 Kan du ikke få din kontakt hos SKAT til at sende os et papir på, at vi ikke er en erhvervsmæssig virksomhed? Jeg ved ikke, hvad kravene er, men det kunne være rart at have helt styr på det.

Tommy FalkeØje kommenterede
Kl. 09:04 d. 20. oktober 2013

Hej Andreas
I forbindelse med en anden forening skrev jeg til Skat for at få et skriftligt svar; og det tog 3 måneder for at få svar. På Skats hjemmeside skriver de også, at det tager lang tid, hvis man vil skrive, og de opfordrer til at ringe. Ham, jeg snakkede med, sagde, at der er en fortolkning, når det drejer sig om foreninger, der handler med varer. Men der har været et par retssager, hvor domstolene har lagt linjen. Hvis man er en forening, hvor medlemmerne i princippet deler udgifterne, er man ikke pligtig til at være momsregistreret. Hvis vi sælger til ikke-medlemmer, er vi pligtig at at være momsregistreret, hvis vi vi sælger mere end 90.000 kr om året.

Når jeg læser lovene og vejledningerne, synes jeg også, at teksten er klar. Også de 2 link, som du gav mig. Der er ingen tvivl om, at vi ikke er pligtig til at være momsregistreret. Og det har jeg helt styr på. Hvordan du får styr på det, ved jeg ikke. Du kan ringe til Skat og få svar med det samme. eller skrive til dem og få svar om et par måneder. Du kan også vælge at stole på mig.
Venlig hilsen Tommy

Andreas Lloyd kommenterede
Kl. 12:52 d. 20. oktober 2013

Hej Tommy,
Igen: Jeg beklager min skepsis. Jeg havde bare svært ved at forholde mig til, at det skulle være en mulighed — for hvorfor i alverden har vi så ikke benyttet den før? 🙂

Men du har ret: I praksis burde det godt kunne lade sig gøre, hvis vi kan overbevise SKAT om, at vi er en almennyttig forening.

Jf. dette: http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oId=204537&chk=209112

“Velgørende eller på anden måde almennyttige foreninger m.fl., der sælger varer og ydelser, der skal betales moms af, kan på visse betingelser undlade at opkræve moms af salget, selv om salget overstiger momsregistreringsgrænsen på 50.000 kr.

Din forening kan vælge momsfritagelse, hvis følgende betingelser er opfyldt:
• Din forening skal have et vedtægtsbestemt formål af velgørende eller på anden måde almennyttig karakter.
• Din forening skal sælge varer og ydelser i forbindelse med aktiviteter, der ligger inden for foreningens formål.
• Din forening skal bruge hele overskuddet fra salget af varer og ydelser i forbindelse med aktiviteter til sit velgørende eller på anden måde almennyttige formål.
• Din forening skal føre et regnskab, der kan dokumentere, at hele overskuddet er brugt til foreningens velgørende eller på anden måde almennyttige formål.
• Momsfritagelsen må ikke fremkalde konkurrencefordrejning.
• Din forenings salg må ikke være af forretningsmæssig karakter. Hvis kunderne som hovedregel er medlemmer, og hvis salget til ikke-medlemmer er ubetydeligt, er salget ikke af forretningsmæssig karakter.”

Alle disse krav kan vi godt opfylde. Det er et fortolkningsspørgsmål, som du siger. Men det kræver dog stadig, at vi laver et regnskab, og vi kan dokumentere, at vi har brugt vores overskud på velgørende og almennyttige aktiviteter. Og hele denne misære er jo bl.a. opstået fordi vi ikke engang ved, om vi har et overskud eller ej.

Jeg tror desværre, at der har været en del forvirring — både hos os og hos diverse myndigheder — om, hvad fødevarefællesskabet rent faktisk er. Er vi en almennyttig forening? En erhvervsdrivende forening? En socialøkonomisk virksomhed? Og hvad betyder det? Eller noget helt fjerde? Det kunne være rart at få styr på det een gang for alle, for den slags lovkrav er ret afgørende for, hvordan vi kan organisere os.

Tak fordi du har bragt det på banen. Og igen: Undskyld min skepsis. Jeg ved virkelig ikke særligt meget om det, så min første tanke var bare, at det måtte være for godt til at være sandt. Jeg tager det med videre til vores ekstraordinære kollektivgruppemøde på tirsdag, så kollektivgruppen kan blive opmærksom på denne mulighed.

kh
Andreas

Tommy FalkeØje kommenterede
Kl. 14:14 d. 20. oktober 2013

Kære Andreas
Du forvirrer sagen fuldstændig. Der er rigtigt, at der er regler om almennyttige foreninger, som i visse tilfælde kan blive fritaget for at blive momsregistreret. Men det var ikke det, som jeg snakkede med Moms om. Ham, som jeg snakkede med, og jeg var enige om, at vi ikke er en almennyttig forening. Vi er bare en forening, der køber fødevarer og distribuerer dem mellem os. Og for sådan en forening er der altså nogle afgørelser ved domstolene, der klar definerer, hvornår man er pligtig til at blive momsregistreret. Og det er, hvis man sælger til andre end sine egne medlemmer – og altså sælger mere end 90.000 kr om året.

Og i stedet for at blive ved med at belære mig om, hvilke love og regler der er, er du velkommen til blot at spørge mig. Jeg er ganske godt inde i de love, der vedrører foreninger og virksomheder.
Tommy

Andreas Lloyd kommenterede
Kl. 21:57 d. 20. oktober 2013

Hej Tommy,
jeg prøver bestemt ikke at belære dig. Jeg prøver selv at blive klogere. Der er andre end os to, der kan læse og deltage i denne diskussion, og derfor prøver jeg at opsummere hvad jeg har fundet frem til, for at andre kan byde ind.
Det er rigtig fedt, at du er godt inde i sagerne, men jeg kan jo ikke vide, hvad du har snakket med SKAT om. Det var derfor, at jeg spurgte, om vi kunne få et papir på det, så vi alle kan forstå, hvad de siger. Det ville være en stor hjælp i forhold til at forklare forholdene for andre. For som denne tråd viser, så er det nogle regler, som det er let at blive forvirret af. 🙂

Alexander kommenterede
Kl. 12:01 d. 21. oktober 2013

http://www.information.dk/475856
“Den store omstilling: Det er spændende, lærerigt – og hårdt”
– Fødevareaktivister i knibe

Malone Diee Jensen kommenterede
Kl. 23:12 d. 21. oktober 2013

Kære Alle, jeg var gerne kommet for at støtte op om sagen og vedligeholdelsen af Det Københavnske Fødevare Fællesskab, men jeg har anden aftale, der ikke kan ændres!
Jeg bor i Hellerup nu, hvor Gentofte afdelingen på Smakkegårdsvej lukkede ned netop, som jeg smækkede flyttekasserne ind på Ahlmanns Allé. Og indrømmet. der er langt fra min adresse i Hellerup til Smakkegårdsvej. Så min eneste anden alternative afdeling er Østerbro….og selvom jeg er glad for at cykle, så er det også en lang vej at tage, ikke mindst når jeg betænker de kommende vintermåneders seje træk på cykel. Men jeg vil bare SÅ gerne støtte op om Fødevare Fællesskabet, så jeg stiller gerne op! Men desværre kan jeg ikke d. 26. Æv. Glæder mig meget til at høre fra Jer.
(Er lige nu stadig tilmeldt Frederiksberg, da jeg boede dér i 2012)
Thumbs Up! Vi ses! Kærligst Malone

Rikke kommenterede
Kl. 09:25 d. 23. oktober 2013

Jeg kan desværre ikke komme på lørdag, men jeg håber virkelig, at der findes en løsning, så Fødevarefællesskabet kan blive ved med at eksistere. Jeg synes det er et fantastisk koncept!

Hvis det kan bruges har jeg et par løse tanker, jeg gerne vil dele:

– Som forholdsvist nyt medlem kan det hele godt virke lidt forvirrende og uoverskueligt. Alle er rigtig søde, men det er lidt svært ‘at komme rigtigt ind’. Da jeg meldte mig til var alle vagter jeg havde mulighed for at tage optaget, så jeg endte med at tage en kassemestervagt og blev pludselig sat på en mailingliste over kassemestre. Ved en fejl fra min egen side (fordi jeg ikke havde forstået, at der var et ekstra ansvar) er jeg nu endt som sen kassemester med et regnskabsansvar som jeg slet ikke kan overskue. Det har vist sig at være en svær vagt at bytte væk. Det er endnu ikke lykkes.

Det får mig til at miste begejstringen over projektet en smule og jeg tænker, at det måske kan virke afskrækkende på andre nye medlemmer med lignende oplevelser.

– Kunne man aflønne folk i bestemte poster, så de vigtigste ansvar altid var dækket?
– Kunne man undgå endnu en bid kontantbetalinger vha. Mobilepay?
– Findes der en standard velkomstmail til nye medlemmer, der beskriver den overordnede struktur?
– Kan man gøre folk bedre opmærksom på om der findes alternative opgaver man kan udføre (fx, hvis man først får fri kl 16.30 hver dag eller lignende).

Det var vist det 🙂

Hav et rigtig godt møde på lørdag.

Tine kommenterede
Kl. 11:11 d. 23. oktober 2013

Vi kan desværre ikke komme . Men jeg er i kontakt med andre kbhff’ere hvor vi er ved at opsætte en evalueringsgruppe. Det kunne jo være relevant alt taget i betragning. Jeg vil skrive på wikien og hører om nogen fra gruppen kan komme.

Joanna kommenterede
Kl. 11:54 d. 23. oktober 2013

Kære medejere,

Jeg har det ligesom Rikke. Min oplevelse er også, at det er svært at komme ind, og jeg er overladt til mig selv. Det er klart at nogen falder fra i begyndelsen, hvis ikke lige de har gå-på-modet og overskuddet. Jeg deltager i alt muligt og selvom jeg godt ved, at “os og dem” ikke eksisterer, så er kendsgerningen den, at følelsen en gang imellem titter frem, fordi jeg ikke helt ved hvad der foregår 🙂 Så nye skal tages ved hånden, og det skal vi finde ud af på lørdagsmødet, hvordan vi gør. Selvom jeg har været med i et halvt år, kunne jeg ikke gøre det lige nu.

Jeg ønsker ikke at få Dankort og skal derfor betale kontant, kan jeg ikke komme forbi butikken, bliver der ikke lavet nogen bestilling. I 3 uger har jeg købt i løssalg, men har også lagt mine penge andre steder, og det er et tab for OS. Der må findes en løsning for debetkort betalere for nogen udelukker det klart, hvis vi ikke får det. Det vil lette også kassemestrenes arbejde.

Jeg tog også en kassemester vagt og har ikke lyst til flere.

Kongstanken bag en medlemsdrevetforening er alle medarbejdere og medejere på lige fod. Vi skal ikke lønnes vi skal derimod blive endnu bedre til at drive foreningen.

Det skal vi tale om på lørdag.

Kh
Joanna

Andreas Lloyd kommenterede
Kl. 14:14 d. 23. oktober 2013

Hej Joanne og Rikke,
jeg er ked af at høre, at I har haft dårlige oplevelser med at blive budt velkommen og med at tage jeres første vagter i fødevarefællesskabet. Introduktion af nye medlemmer er helt klart noget, som vi skal prioritere højt. I den forbindelse skal I også være opmærksomme på, at der er stor forskel på, hvordan man tager imod nye medlemmer i de enkelte lokalafdelinger. Det fremgår ikke af jeres kommentarer, hvilke afdelinger I er med i, men det vil være en stor hjælp for jeres lokalafdelinger, hvis de får jeres feedback, og hvis I også har mod på at være med til at ændre på de problemer, som I fremhæver.

Nu hvor I har identificeret et behov, så er I jo også nogle af dem, der bedst kvalificeret til at gøre noget ved det. Jeg håber, at I vil være med til at rykke på at løse disse udfordringer i de kommende måneder. 🙂

kh
Andreas

Tommy FalkeØje kommenterede
Kl. 14:21 d. 23. oktober 2013

På Nørrebro har vi ikke fundet ud af, hvordan vi skal tage imod nye mm. Men vi vil fra november indføre en samtale-café hver onsdag, hvor man kan gå ind i baglokalet og snakke med andre. Her vil der være servering af lidt mad og drikke. Vi håber, at det kan bruges af nye – samt af andre, der gerne vil hyggesnakke eller snakke om visioner, udvikling mm.

Joanna kommenterede
Kl. 20:13 d. 23. oktober 2013

Hej igen Andreas, vi sås også for et par timer siden i Vanløse 🙂

Takker! Jeg må dog korrigere dig, fordi jeg har følt mig overladt til mig selv er ikke det samme som at blive dårligt behandlet, for det er jeg aldrig blevet i KBHFF.

I samtalesalonen fornyeligt spurgte en “ny” mig til råds, og jeg svarede venligt men også overfladisk hvilket var tydligt at se på vedkommendes reaktion… hmm vi havde netop talt om hvordan nye skal modtages, og oplevelsen fik mig derfor til at tænke over situationen, da jeg gik hjem. Skulle jeg havde taget vedkommende i hånden, men “orkede” jeg det ikke, havde jeg ikke tid eller kunne jeg ikke svare på spørgsmålet???

Folk talte til høstfesten om at lave en fredgsbar i Mellemrummet, er det måske en idé at overveje? Flere arrangementer uden pligter kan være inspirerende og en hyggelig måde få talt tingende igennem på. Det kunne også være sidste fredag hver måned med hyggeligt og festligt nærvær?

Jeg vil meget gerne bidrage til bedre kommunikation og arrangementer med nye fremover!

Tommy – god ide med samtalerum i baglokalet!

Kh Joanna fra Indre Nørrebro

Yhudy kommenterede
Kl. 15:55 d. 10. september 2015

Jeg er lige landet her pe5 din blog, og sidedr og kigger og le6ser og smiler og te6nker “Skf8nne ting og smukke sager, hvme er hun mon, hende der har bloggen her?”Og se5 er det jo dig, Karen, som ogse5 gik til keramik hos Vibeke, da jeg for en kort beme6rkning prf8vede det af for et par e5r siden!Morsomt…Hvis du har flere af de der he6klede fluesvampe, se5 vil jeg me6gtigt gerne kf8be dem, me5ske endda inden at du fe5r lavet webshop.Du vil straks blive ff8jet til min blogroll.Ha’ en dejlig fredag…

Tonny kommenterede
Kl. 21:53 d. 20. august 2018

Meget enig – synes det er ting, man skal tænke over!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *