Da fødevarekontrollen kom på besøg …

30. august 2014
  ·   Nyt fra distributionsgruppen   ·  Skrevet af Andreas Lloyd

Onsdag d. 20. august aflagde Fødevarestyrelsen kontrolbesøg på fælleslageret i Vanløse, samt i en række af vores lokalafdelinger rundt om i byen. De fandt en række forhold, som vi skal have udbedret indenfor de kommende to måneder for at kunne fortsætte med at drive fødevarefællesskabet. Derfor har vi brug for hjælp fra KBHFF-medlemmer med forstand på fødevarehygiejne og egenkontrol til at få styr på dette hurtigst muligt.

Vi har længe fløjet under Fødevarestyrelsens radar fordi vi kun sælger til vores egne medlemmer, men nu har de altså besluttet sig for, at vi skal kontrolleres. Kontrolbesøgene har været præget af en positiv dialog med styrelsen, men de fandt dog en række anmærkninger. Ikke noget stort eller farligt, men det er dog ting, som som vi skal have udbedret indenfor de kommende to måneder for at leve op til Fødevarestyrelsens krav. Og det vil kræve en hurtig indsats fra os at finde gode løsninger på disse.

Hvad blev påpeget og hvad betyder det?

1. Æg
Det vigtigste der blev påpeget er, at vi ikke har kølekapacitet til vores æg og at vi derfor ikke må modtage æg, før vi har mulighed for at holde dem ved den korrekte temperatur. Derfor er bestilling af æg indstillet indtil videre.

2. Fælleslageret
De fleste af anmærkningerne går på vores fælleslager i Vanløse:

  • Vi må ikke opbevare varer i gården, men skal have vores aktiviteter i lokalet. Det giver os nogle pladsproblemer og løsningen ligger ikke lige for. Lokalerne skal desuden skadedyrssikres og indrettes med klar adskillelse mellem fødevarerelaterede ting og andre ting i rummet.
  • Fælleslageret er nu registreret som en engros virksomhed og der skal føres regnskab med mængderne af økologiske grøntsager, som vi modtager og afsender. Der skal derfor findes en let og enkel måde, hvor pakkeholdet kan sørge for det.
  • Det blev påpeget, at der skal være to døre mellem toilettet og de rum, hvor vi opbevarer, pakker og sælge fødevarer. Dette gjaldt ikke kun fælleslageret i Vanløse, men også en række andre lokalafdelinger. Dette skal der også findes løsninger på, hvor det er gældende.
  • Se Fødevarestyrelsens kontrolrapport fra fælleslageret her og her.

3. Egenkontrol
Vi har udarbejdet en risikovurdering, der ikke medfører nogle krav til specificeret egenkontrol, hvis blot vi har gode arbejdsgange. Herunder gælder det, at ingen fødevarer må stå direkte på gulv/jord og at pakkevagter selvfølgelig husker god håndhygiejne.

Vi har brug for din hjælp

Fødevarestyrelsen har givet os en frist på to måneder til at få udbedret de forhold, der har givet anledning til anmærkninger. På koordineringsmødet for fødevarefællesskabets fælles arbejdsgrupper i mandags var der enighed om, at der er behov for en tværgående gruppe, der kan arbejde hurtigt med at finde løsninger.

Så hvis du har

  • erfaring indenfor hygiejne, skadesdyrssikring og egenkontrol-procedurer
  • hænderne skruet rigtigt på til at hjælpe med at bygge skillevægge, udendørs overdækning, mm.
  • grafisk talent til at udarbejde ark, der beskriver og illustrerer egenkontrol-procedurer og forskellige emballagetyper.
  • andre relevante færdigheder eller erfaringer i forhold til området

så har vi brug for din hjælp!

Al hjælp er meget værdsat! Dette arbejde er afgørende for, at vores allesammens fødevarefællesskab kan fortsætte med at sikre os gode øko-grøntsager (og forhåbentlig også æg igen!) fremover.

kærlig hilsen,

Distributionsgruppen i KBHFF

Finn Jensen kommenterede
Kl. 16:45 d. 30. august 2014

Jeg vil stilfærdigt påpege at den danske fødevarekontrol er i modstrid EU reglerne om æg.. Faktisk FRARÅDER EU at æg køles førend de sælges til den endelige forbruger, da det kan fremme bakterievækst på skallen. Se EU forordning 557/2007
“Hvis kolde æg får lov til at stå ved omgivelsestemperatur, kan der ske kondensation, som fremmer bakterievækst på skallen og mulig indtrængen af bakterier i ægget. Derfor skal æg helst opbevares og transporteres ved en konstant temperatur og bør normalt ikke køles, før de sælges til den endelige forbruger.”
http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:32007R0557&qid=1409409569157&from=EN

Rebekka Hennecke kommenterede
Kl. 18:12 d. 30. august 2014

Hvis æggene har været på køl hos producenten er det så derfor vigtigt at kølekæden opretholdes (selvom jeg personligt enig i, at æg ikke behøver at stå på køl og i øvrigt kan holde sig i rigtig lang tid). Hvis vi vidste, at de havde været opbevaret på stuetemperatur siden de kom ud af hønen, kunne vi måske argumentere for, at det ikke er nødvendigt at køle.

Marikka kommenterede
Kl. 18:17 d. 30. august 2014

Det er da en meget fin lille information, men med mindre at du har overskuddet, tiden og den juridske baggrund til at tage slagsmålet med fødevarekontrollen Finn, så kan vi desværre ikke bruge det til så meget lige nu…. Derimod har vi brug at der dukker nogle folk op og påtager sig opgaver i forhold til at få samlet op på det der halter og der ligger altså mange forskeligartede opgaver i det her, så kom glad og hjælp os med at være praktiske her.

connie brask kommenterede
Kl. 16:16 d. 1. september 2014

Hej Distributionsgruppe.

– Ja vi er sat på arbejde, – og det haster med at folk melder sig på.

Vi har aftaler med avlere og æggeproducenter, som regner med afsætning hos os, – så det er ikke kun os selv denne kontrol rammer.

Min indsats :
1. ÆG – og KØLEFACILITETER, go ide.

A. Jeg melder mig til at finde et køleskab til vores, Nørrebro afdeling, – så hurtigt som muligt.
B. Der skal melde sig 2 hjælpere til den dag vi skal have det hentet og løftet ned i dybet.

C. Foreslår at alle afdelinger finder en tilsvarende person.
Alle der melder sig skriver det til mig på min mail, + herinde på den fælles selvfølgelig + 1. hvem det er 2. Hvornår det er installeret 3. om nogen har kontakter ind i køleskabsbranchen.

. Jeg giver datoerne samlet til Indkøbsgruppen, så der kan bestilles æg så hurtigt som muligt.

SPØRGSMÅL TIL DISTRIBUTIONSGRUPPE:
1. Hvad må det koste?
2. Kan vi leje en bil i hver afdeling til at hente det i, eller hvad forestiller I jer rent praktisk omkring dette?

kærlig hilsen Connie Brask , 22531808, – email : connie.brask@mail.dk

Marikka kommenterede
Kl. 12:49 d. 2. september 2014

Hej Connie, det er super godt at I får styr på nogle køleskabe ud til lokalafdelingen, men faktum er at vi stadig ikke kan bestille æg før vi har fået kølemuligheder på fælleslageret.
Jeg er vist lidt priviligeret, da jeg kommer fra Sydhavn som allerede har adgang til køleskab og slap igennem kontrollen med en glad smiley….
Marikka /indkøbsgruppen

connie brask kommenterede
Kl. 21:32 d. 4. september 2014

Hej Marikka, tak for oplysende svar, ses på tirsdag i Vanløse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *