Nyt fra arbejdsgrupperne

30. oktober 2014
  ·   Nyhed Nyt fra bestyrelsen Nyt fra distributionsgruppen Nyt fra indkøbsgruppen   ·  Skrevet af Andreas Lloyd

Den sidste mandag i hver anden måned samles alle KBHFFs arbejdsgrupper til et fælles koordineringsmøde, hvor de giver en status på deres arbejde og fortæller om de projekter og udfordringer, som de står med.

I disse måneder sker der rigtigt mange ting i KBHFF, så koordineringsmøderne er gode anledninger til at få samlet op på det og få dannet sig et overblik over, hvad der rører sig rundt om i vores fællesskab. I mandags var der atter koordineringsmøde. Her er en kort opsummering af de vigtigste punkter :

  • Emil og Marie fra ØkoHUB-projektet meldte, at de forventer at afslutte projektet midt i november, og præsentere resultaterne til et udviklingsseminar for hele fødevarefællesskabet lørdag d. 29/11. Mere info om dette arrangement følger snarest.
  • Evalueringskorpset fortalte kort om deres seneste medlemsundersøgelse, som blev afviklet som en del af ØkoHub-projektet. Undersøgelsen og data-materialet vil blive stillet til rådighed på Evalueringskorpsets wikiside.
  • Indkøbsgruppen holder det årlige avlermøde i aften, den 30/11. Det er på dette møde, at næste års sæsonplan fastlægges i samarbejde med vores producenter.
  • Jonas Boye fra økonomigruppen præsenterede det foreløbige regnskab for 2014 til og med tredje kvartal. Vi har fået ca. 960 nye medlemmer hidtil i 2014! Men trods alle disse nye medlemmer har vi alligevel et underskud på ca. 35.000 kroner.
  • Derfor er det godt, at vi på generalforsamlingen i april vedtog at indføre et årligt kontingent for alle medlemmer. Dette kontingent træder i kraft fra 1/1 2015. Bestyrelsen sender snart mere information ud til alle medlemmer om, hvordan det vil komme til at foregå.
  • I samarbejde med en række andre danske fødevarefællesskaber har KBHFF indsendt to ansøgninger til Fonden for Økologisk Landbrug. Den ene ansøgning er til et open source medlemssystem for alle fødevarefællesskaberne. Den anden er til en opstartspakke for nye fødevarefællesskaber. Du kan læse ansøgningerne her.
  • Alle lokalafdelinger har nu fået en glad smiley hos fødevarekontrollen, og får derfor først kontrolbesøg igen om et år. Fælleslageret har fået et par indskærpelser, som vi arbejder på at udbedre, primært ved at overtage hele lejemålet, så vi har plads til at pakke indendøre, og ved at få installeret en ekstra dør og mellemgang ud til toilettet. Desuden arbejder distributionsgruppen på at organisere fælleslagervagterne i 8 teams, så der er mere stabil drift på lageret om onsdagen.

Du kan læse hele referatet her, og referater fra tidligere koordineringsmøder her. Næste koordineringsmøde er mandag d. 26. januar 2015. Alle medlemmer af KBHFF er velkomne!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *