Jeg vil gerne være en ansvarlig forbruger

19. juni 2016
  ·   Østerbro   ·  Skrevet af renatah

Nye Medlemsportrætter – Forfatteren: Anette Tamborg

Tidligere blev der lavet en række medlemsportrætter, som var populære at læse. Kommunikationsgruppen på Østerbro har besluttet at lave en ny række portrætter. Vi starter i egne rækker med et portræt af Sophie, som har været medlem af KBHFF i tre år.
Hvis du skulle have lyst til selv at blive portrætteret, kan du meddele det til kommunikationsgruppen på osterbro@kbhff.dk og så vil vi kontakte dig.

sophie_02

Hvem er du?
Jeg hedder Sophie, er 35 år. Jeg er født i Berlin og har boet i Danmark i 10 år, først i Ålborg og de sidste 3 år på Østerbro.

Hvordan blev du medlem af KBHFF?
Mens jeg boede i Ålborg blev jeg opmærksom på Årstidernes tilbud, og slog dem op på nettet. Derfra kom jeg videre til KBHFF og ærgrede mig over, at der ikke var afdelinger i Nordjylland, for konceptet tiltalte mig meget. Derfor blev jeg medlem meget hurtigt efter, at jeg var flyttet til København. Siden er der blevet oprettet en tilsvarende forening i Ålborg.

Hvorfra stammer dit engagement i økologi?
Jeg har en master fra Ålborg Universitet i politik og kommunikation. Jeg har arbejdet for et medie og researchcenter, der laver undersøgende journalistik om staters og virksomheders aktiviteter i udviklingslande blandt andet med fokus på menneskerettigheder og miljø. Det har fået mig til at reflektere over virksomheders indvirkning på miljø og mennesker.  Jeg mener, at man som forbruger kan tage et ansvar ved at vælge bæredygtige produkter og jeg vil gerne være en ansvarlig forbruger.

Hvorfor valgte du KBHFFs kommunikationsgruppe på Østerbro som arbejdsgruppe?
Da jeg meldte mig ind i foreningen, så jeg at der manglede medlemmer, og det lå jo lige til højrebenet. Jeg fortsætter, fordi jeg godt kan lide det overblik man får over arbejdsområderne og aktuelle aktiviteter.

Har du et særligt arbejdsområde i gruppen?
Arbejdsopgaverne er at opdatere hjemmesiden, Wikien og Facebook for Østerbro afd. Desuden skriver vi referater fra butiksmøderne. Vi mødes ca. en gang om måneden og aftaler opgaverne og rokerer mellem dem. Jeg har næsten haft alle områder, fordi jeg har været med så længe. I en periode har vi været meget få, og der har jeg mest passet Wiki og Facebook. Lige nu skriver jeg også referater fra butiksmøderne.

Hvad synes du bedst om ved KBHFF?
Jeg kan godt lide, at grøntsagerne bliver avlet tæt ved os, at de ikke bliver pakket ind i plastic og at de sælges til en fair pris. Jeg kan også godt lide tanken om, at vi som gruppe er med til at fremme økologisk landbrug.

På det personlige plan synes jeg det er hyggeligt, at man tit møder andre medlemmer rundt omkring i bydelen. Vi har forskellige baggrunde og aldre, det gør netværket bredt og vi kan udveksle erfaringer på kryds og tværs. Jeg synes også, der er en stor hjælpsomhed, hvis man for eksempel har overset en aftale, når posen skal hentes.

Ser du nogen udfordringer for KBHFF?
Jeg håber, der vil blive ved med at være ressourcer til at fortsætte med den struktur, vi har nu. Jeg kan godt lide konceptet med frivillighed, og jeg er spændt på, om vi bliver nødt til at oprette flere stillinger end de to nuværende. Jeg håber også, vi bliver ved at kunne løfte basisdemokratiet. Det er en tidskrævende og sej proces at tage konsensusbeslutninger.

Har du nogle personlige udfordringer ved at være medlem af KBHFF?
Nej, det har jeg ikke. Jeg bestiller kun mine grøntsager, når jeg ved, jeg kan hente dem. Der er mange forskellige arbejdsgrupper og noget, der passer til enhvers smag og temperament. Det ville være svært for mig at skulle møde op en fast dag om ugen. I kommunikationsgruppen på Østerbro, kan jeg indpasse arbejdsopgaverne imellem andre arbejdsopgaver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *