Kom til julehygge mandag d. 19. december

7. december 2016
  ·   Arrangement   ·  Skrevet af Kommunikationsgruppen

KBHFF juleafslutning

2016 lakker mod enden, og der er nu ikke længe til, at vi kan smutte hjem gennem vintermørket med årets sidste pose med KBHFF frugt og grønt hængende tungt over skulderen.

Mandag d. 19. december kl. 17 holder vi derfor fælles juleafslutning, hvor der kan ønskes en glædelig jul og et godt nytår til andre fødevarefæller. Udover varm glögg, hjemmelavede æbleskiver og lidt hygge i den mørke tid, vil vi også bruge anledningen til at sige tak og farvel til Jonas Boye, som desværre stopper som bogholder i KBHFF.

Tid og sted

Juleafslutningen foregår på KPH-projects på Enghavevej 80, 2450 København SV, 3. sal. Lige ved siden af fælleslageret. Vi starter kl. 17:00 og slutter igen efter et par timer.

Tilmelding

Så vi har en ide om hvor mange, der kommer, må man meget gerne tilmelde sig på wikien via linket her. Tilmeldingen er dog ikke bindende, og – omvendt – hvis du ikke har fået tilmeldt dig, er du også meget velkommen alligevel.

Deltagelse koster 20 kr. som betales på selve dagen.

En lille smule “dele-jul”

Til juleafslutninger hører ofte julelege, og vi synes det kunne være hyggeligt med en gang pakkeleg, grøntsagsbanko eller lignende.

Medbring derfor også gerne en lille genbrugsskat fra gemmerne derhjemme, der kan bruges som gave. Delejuls-kriteriet er, at det skal være brugt, gammelt, spiseligt… eller blot en eller anden sjov himstergims, som har ligget og samlet støv, og som andre måske kan få glæde af.

Spred endelig ordet og del også gerne begivenheden på Facebook.

Danielle (bestyrelsen) og Louise (kommunikationsgruppen)

connie brask kommenterede
Kl. 11:05 d. 9. december 2016

Sååå dejligt iniatiativ. Kom alle mulige og umulige, – et fint punktum for året, – OG for Jonas Boyes formidable indsats med at få overblik over vores økonomi. Den lå på små sedler i diverse pulterum rundt omkring i byen, – og Jonas Boye fik sat skik på det hele. TAKKKKK. Så den næste bogholder får et systematiseret overblik, klare handlinger og os allesammen. Kærlig Hilsen Connie Brask

Anne Mette kommenterede
Kl. 00:10 d. 16. december 2016

God jule initiativ 🙂 Jeg kommer men kan kun deltage 1 times tid 😉

Karina Christensen kommenterede
Kl. 12:28 d. 19. december 2016

Øv, jeg kan desværre ikke nå at komme i aften, men er meget glad for det indblik Jonas har givet mig i overdragelsen af bogholderiet.
Ønsker jer en dejlig aften.
Glædelig jul og godt nytår!
Kærlig hilsen Karina (den nye bogholder)

connie brask kommenterede
Kl. 14:33 d. 21. december 2016

hej Danielle, Louise, Jonas og alle Jer der diskede op med hjemmelavede æbleskiver, hjemstavns gløgg og super godt selskab med alle os 18 kbhff“ der nød hinandens førjule selskab, og fik sagt ordentligt farvel og et stort TAK til Jonas Boye.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *