Lugesæsonen 2017 skydes i gang med forårsfest på Birkemosegaard

23. april 2017
  ·   Nyhed   ·  Skrevet af Kommunikationsgruppen

Forårssolen driver gæk med os i øjeblikket. Snart står der maj i kalenderen, og maj er måneden, hvor solen burde skinne hele tiden, og hvor KBHFFs lugesæson starter op.

Til dem der ikke ved det, har KBHFF en samarbejdsaftale med vores kære leverandør Birkemosegaard. Aftalen går i alt sin enkelthed ud på, at Birkemosegaard året rundt kører grønt ud til udvalgte KBHFF afdelinger. Til gengæld luger vi medlemmer 10-11 gange hen over sommeren, på Birkemosegaards marker. På den måde hjælper vi med at holde ukrudtet i skak, så de afgrøder vi selv (og andre) skal nyde godt af, kan vokse sig store og stærke.

Medlemmer fra alle afdelinger har altså flere somre i træk sammen taget turen til Odden, hvor Birkemosegaard strækker sine grønne marker ud. Her har de tilbragt en dag (enten lørdag eller søndag) med jord under neglene og frokost på gården, og dermed hjulpet med at leve op til vores del af den bytteaftale, vi har indgået med Birkemosegaard. Retur er de kommet til København med fornyet energi, luft i kinderne og høje på hyggeligt samvær. Mange har også fyldt deres tasker med økologiske og biodynamiske godter fra Birkemosegaards store gårdbutik.

Igen i år tager vi i fællesskab fat på ukrudtet. Men først skal vi sammen med hinanden og Birkemosegaard holde en stor forårsfest, så vi sammen kan markere foråret og starten på lugesæsonen.

Sidste år var det en succes. Se videoen fra sidste år her:

Arrangementgruppen har arbejdet hårdt for at sammenstøbe et flot program for årets forårsfest og første lugedag. Det hele sker den 6. og 7. maj. Der er arrangeret mad med Birkemosegaards lækkerier, fælles bustransport og overnatning med havudsigt.

Læs mere og tilmeld dig via wiki’en her, hvor du også kan læse mere om vores samarbejdsaftale med Birkemosegaard.

Tilmeld dig Facebook-eventet her

Vi håber forårssolen snart for alvor bryder frem, så vi kan luge under blå himmel.

Glædelig lugesæson 2017!

Skrevet af Louise og Mia (kommunikationsgruppen)

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *