På vagt med vennerne – om teamstruktur i KBHFF

16. maj 2017
  ·   Artikel   ·  Skrevet af Kommunikationsgruppen

KBHFF har teamstruktur, men hvad betyder det, og hvordan fungerer det i praksis? Det undersøger vi her i artiklen, hvor et foreningsmedlem fortæller om sine oplevelser i et team på Christiania.

Af Josefine Reinholdt Kjærgaard

Når du tager på vagt i Københavns Fødevarefællesskab, kan du ikke bare glæde dig over, at det giver adgang til en lækker grøntsagspose. Du skaber også et socialt netværk af mennesker, som du måned efter måned har muligheden for at lære bedre at kende.

Det kan vi takke teamstrukturen for. Den deler de store lokalafdelinger op i mindre, overskuelige hold som i fast rotation varetager grøntsagsudleveringen om onsdagen. Sådan sikres det, at alle medlemmer tager ansvar for den praktiske drift af foreningen, og bonusen er, at du møder kendte ansigter på hver eneste vagt.

”Teamstrukturen betyder, at man føler sig mere forpligtet til at møde op, og samtidig er det også utrolig hyggeligt at have dette uforpligtende sociale møde, hvor man snakker med nogle andre mennesker end dem, man ser dagligt,” fortæller Martine Seedorff. Hun har været medlem af KBHFF siden 2014. Først var hun i lokalafdelingen på Christiania, og da den lukkede skiftede hun til Vesterbro.

Bedre kommunikation

Teamstrukturen i KBHFF blev løbende indført i lokalafdelingerne fra 2012 til 2014. Det er altså ikke en organisering, som har været en del af projektet fra foreningens spæde start. I stedet har den udviklet sig undervejs.

Fødevarefællesskabet implementerede teamstrukturen for at sikre en ligelig fordeling af arbejdet mellem medlemmerne og skabe et fast og letgennemskueligt overblik for både faste og nye medlemmer. Det har været en succes, og i praksis har teamstrukturen blandt andet den funktion, at det bliver nemmere at koordinere de små ting, fortæller Martine:

”Hvis der var en, der kom fem min for sent fx eller en der var syg, så behøvede jeg ikke skrive ud til hele afdelingen. Jeg kunne bare skrive en SMS til mit team. Kommunikationen fungerer kort sagt meget bedre!”

Fra kaos til fælles løft

Før teamstrukturen gjorde arbejdet lettere, skrev det enkelte medlem sig fra uge til uge på vagtplanen. Konsekvensen af den metode var, at det var for nemt at undlade at tage sin del af arbejdet. Den samme kernegruppe af engagerede medlemmer måtte af nødvendighed snarere end af lyst tage ansvaret uge efter uge. Og for de nye medlemmer på vagt var oplevelsen kaotisk.

Løsningen var, at alle indmeldte medlemmer blev registreret på en fast vagtplan. I fælles flok tager vi på den måde ansvar for, at grøntsagerne bliver udleveret onsdag efter onsdag.

I de fleste lokalafdelinger er medlemmerne fordelt ud på fire teams, Det betyder kort fortalt, at du som medlem møder på vagt én onsdag om måneden, og de resterende tre onsdage kan nøjes med at afhente din grøntsagspose hos et af de tre andre teams i lokalafdelingen. Martine Seedorff beskriver fordelene ved at arbejde i team sådan her:

”Teamstrukturen er en god idé, fordi den skaber fleksibilitet for det enkelte team uden at hele afdelingen behøver at blive indblandet. Som mit eksempel fra tidligere med sygdom. Derudover opstår der også små vaner, som gør vagten lidt lettere, da man ikke behøver at diskutere, hvordan tingene skal gøres igen og igen.”

Det er hyggeligt!

Med teamstrukturen tager alle medlemmer af KBHFF altså deres del af arbejdet, og ingen bliver overbebyrdet. Samtidig skal du ikke skabe nye venner på hver eneste vagt, for det er de samme mennesker, du mødes med hver fjerde onsdag. Netop det sociale er en kæmpe fordel ifølge Martine:

”Vigtigst af alt synes jeg, at det er hyggeligt, at lære folk bedre at kende, når man altid er på vagt med de samme. Jeg øvede fx dansk med en spansk kvinde og hørte sjove historier om, hvordan det er at bo på Christiania.” Og netværket fra teamet hænger ved, fortæller hun videre:

”Mindst et år efter lokalafdelingen på Christiania lukkede ned, var jeg til en koncert derude, hvor jeg løb ind i en af de andre fra mit tidligere team. Jeg fik et kæmpe kram og en hyggelig snak om hvor vi nu fik vores grønsager fra!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *