Ny betalingsprocedure for MobilePay

15. august 2017
  ·   Nyhed   ·  Skrevet af Kommunikationsgruppen

Fra i morgen, onsdag d. 16. august, skal alle MobilePay-betalinger i KBHFF foregå ved at scanne QR-koder. Den nye betalingsprocedure skal gøre det nemmere og hurtigere at betale for løssalg, poser osv. når man står nede i afdelingen. Samtidig giver det bogholderen et langt bedre overblik over, hvad der bliver solgt i KBHFF.

Det er distributionsgruppen og bestyrelsen, som i de sidste par måneder har arbejdet intensivt på, at få den nye betalingsprocedure sat i værk. Det er selvfølgelig stadig muligt at betale med kontanter.

Fra telefonnummer til QR-koder

Det har siden maj i år været muligt at betale med MobilePay i hele KBHFF. Indtil nu har betalingen foregået ved, at man overførte beløbet til et bestemt telefonnummer. Fra og med i morgen skal man dog ikke længere betale ved at indtaste et telefonnummer, men ved at scanne en QR-kode.

Alle afdelinger modtager et skilt med otte forskellige QR-koder. Én for løssalg, én for indmeldelsesgebyr, én for stofpose osv. Når man betaler ved at scanne en QR-kode, skrives automatisk den korrekte besked i beskedfeltet. På den måde kan bogholderen nemmere holde regnskab og registrere præcis, hvad der bliver solgt ude i afdelingerne.

Her er et eksempel på skilt med de otte QR-koder

Sådan betaler man med QR-kode i MobilePay

Åben MobilePay-appen. Klik på “Betal”. Klik på knappen “Scan QR-kode”. Scan den relevante QR-kode fra butikkens MobilePay-skilt. Indtast det korrekte beløb og tryk næste. Swipe for at godkende. Vis kvitteringen.

På wikien ligger en udførlig How to-guide med billeder, som du kan se her.

På informationssiden her, kan du også læse om hvordan man gør, hvis man f.eks. skal betale for flere forskellige varer på én gang. F.eks. en grøntsagspose hos kassevagten og noget løssalg hos løssalgsvagten.

Distributionsgruppen og bestyrelsen har også lavet denne fine introduktionsvideo, som på under et minut viser, hvordan betalingen kan foregå:

Ny kasseprocedure

Udover at man skal betale med MobilePay på en ny måde, skal kassevagterne også registrere salget og gøre kassen op på en ny måde. Før MobilePay var det kun muligt at betale med ét betalingsmiddel i KBHFF’s butikker, nemlig kontanter. Da det nu er muligt at betale både kontant og med MobilePay, er der kommet ekstra knapper til kassevagterne i medlemssystemet, samt et nyt “kontantregnskab”, der erstatter kassemesterkladderne.

Læs meget mere om den nye kasseprocedure på wikien her.

Er der opklarende spørgsmål til den nye betalingsprocedure, kan man som altid kontakte fælleskoordinatoren onsdag mellem kl. 9 – 15 på telefon 71 79 79 17. Eller sende en mail til info@kbhff.dk.

Skrevet af Louise (kommunikationsgruppen)

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *