
Kiselgårdens krydderurter
Tekst af Line Kramp
Torsdag d. 9 feb. var der, i forbindelse med fællesspisning i Økocaféen, foredrag med Lis fra Kiselgården, som fortalte om Kiselgårdens tilgang til biodynamik.
Kiselgården er én af vores fantastiske producenter og Lis, hendes mand Eigil og sønnen Ask udgør powerteamet bag de populære grøntsager og krydderurter herfra, som vi i Kbhff er så heldige, at nyde godt af.
Lis og Eigil har drevet økologisk og biodynamisk landbrug i 40 år, de sidste 26 af dem på den 34 ha store Kiselgården ved Ugerløse på Vestsjælland og nu har deres søn Ask overtaget driften af gården, med stor succes.

Lis fra Kiselgården
Lis lagde ud med, at forklare, at det umiddelbart anderledes ved den biodynamiske dyrkningsform, er udgangspunktet -som udgør et spirituelt helhedssyn på de levende kræfter i natur, jordbrug, ernæring og mennesker. Principperne bygger på den østrigske filosof Rudolf Steiners åndsvidenskab antroposofien, der ikke er en modsætning, men en udvidelse af, naturvidenskaben, til også, at inkludere en forståelse for de levende forbindelser mellem det fysiske og det åndelige. Man betragter ikke kun dyr og planter som levende organismer, men alle økosystemer tillige. Således ses jordbruget –eller byen for den sags skyld – altså også som en levende organisme, hvor dyr og mennesker leverer sjæl, kosmos er ånden, jorden fordøjelsen osv. –og alle dele skal plejes for, at helheden skal kunne fungere. Af denne grund er det et krav for biodynamikere at holde husdyr; specielt kvæg, da komøg anses som uundværlig gødning – og ofte fungerer gårdene som arbejdsfælleskaber for at få flere mennesker ind over.

Høj sol over Kiselgårdens traktor
For at jordbrugs-organismen skal fungere optimalt, arbejder de med de specielle biodynamiske præparater der, med homøopatisk virkning, styrker de levende forbindelser og gør jord og planter sundere og i stand til at modne bedre. Af samme grund komposteres gødningen inden den anvendes på jorden, for herved er humificeringen allerede påbegyndt og jorden og afgrøderne får derfor hurtigere tilgang til næringsstoffer bundet i det organiske materiale. Samtidig er næringsstofferne mere stabile, hvilket bl.a. betyder, at man undgår udvaskning.
Kompostering og præparater udgør de fysiske hovedforskelle mellem, at dyrke økologisk og biodynamisk. Og selvom mange økologer også har opdaget fordelene ved at kompostere og flere ligeledes med glæde anvender præparaterne, er dette hjørnestenene i jordbruget for biodynamikere og derfor også nogle af kravene under Demeter.

Lugning ved håndkraft
Lis forklarede også, at det er udfra samme helhedstanke, at de betragter fødevarer. Mad skal ikke alene indeholde næringsstoffer, men også ”livskraft” – Hvilket også afspejles i navnet; biodynamik betyder livskraft - For kun med levende mad ernærer vi, ikke kun vores krop, men også vores ånd og sjæl tilstrækkeligt. Som Lis så fint sagde det -Ellers virker vores tanker ikke!
Biodynamikere, som Lis, Eigil og Ask på Kiselgården arbejder således for, at pleje og udvikle jordens frugtbarhed ved, ikke alene at spare den for giftstoffer, men også ved, at styrke dens forbindelser –dens livskræfter – så der gives de bedste betingelser for, at afgrøderne i sidste ende kan levere den næring vi har brug for.
-Og det, oveni købet, med ypperlig velsmag til følge!

Morgendis
Hvis man er interesseret i at lære mere om de biodynamiske metoder, kan man tage med, når vi i april er inviteret op på Kiselgården for at se og deltage i fremstillingen af præparater og/eller man kan finde en masse information på Foreningen for Biodynamisk Jordbrugs hjemmeside;
www.biodynamisk.dk
Alle billeder er taget af Jeppe Bøje Nielsen.