Opstart møde i Øko Caféen, Nørrebrogade 32 (gården) torsdag den 15. marts kl. 19-21.
Kære alle i Fødevarefællesskabet.
Tirsdag den 21. februar holdt Logistikgruppen idéværksted med oplægget: Hvordan sikrer vi, at vores økologiske grøntsager kommer frem til vores poser på en smart og bæredygtig måde? Skal vi have ladcykler fra København til Lejre? Skal vi have en el-lastbil? Nye lagerfaciliteter?
Der er nogle aktuelle problemer med transport og lager, som logistikgruppen kører videre med; men undervejs i snakken kom der flere gode idéer frem. Skal vi købe vores egen el-bil? Nej, der er kun meget små varebiler. Men en dieselbil kan køre CO2 neutralt med biobrændsel. Ja, der er nogle, der kører på rapsolie. Det er imidlertid dyrt og beslaglægger landbrugsarealer. Men der er den såkaldte 2. generationsbrændsel, hvor man laver bioethanol af organisk affald. Her kunne vi være dem, der førte an i udviklingen. Vi er så mange, at vi har råd til sætte sådan et projekt i gang. Og så kan vi være med til at fremme en bæredygtig transport. Måske skal vi også bygge en stor ladcykel, hvor der er 4 personer, der skal trampe i pedalerne?
Hvis vi får vores egen bil, kan vi også køre andre dage end onsdage. Så kan vi for eksempel sætte gang i at male og valse mel. Der skal transporteres korn til mølleri og herfra til lager og butikker. Og skal der gang i saftpresseren? Så skal der transporteres æbler og pærer og saftflasker. Et helt andet emne er at opbevare grøntsagerne hjemme hos os selv. Køleskabe skaber CFX, der nedbryder ozonlaget i atmosfæren. Men vi kan gå foran i en udvikling med alternativ køling. Som lejer har man ret til boligændringer. Og vi kan søge fonde og alliere os med teknikere. Der skal graves ned, så man kommer mere end 1 meter ned i jorden. Her er sommertemperaturen lav. Og med rør herfra op langs husmuren og ind til køleskabene suges den kolde luft op, så der kun er 8 grader i køleskabet om sommeren.
I kraft af, hvor mange vi er, har vi økonomi og andre resurser, der gør det muligt for os at realisere sådan noget. Vi kan igangsætte mange andre projekter. Hvorfor skal vi tænde en stor ovn, der kan rumme 2 gæs, hvis vi bare skal bage et rugbrød? En lille velisoleret ovn, der kan rumme en enkelt bageform, og som drives af jævnstrøm fra en lille mølle på taget? Den samme mølle kan også levere strøm til elpærer, tv, computere mm. Nu skal Fødevareselskabet jo ikke lave alt. Der er også andre foreninger, der ønsker en bæredygtig udvikling. Lad os samarbejde med dem.
Vi blev enige om at nedsætte en udviklingsgruppe. Her skal idéerne blomstre. Vi skal tage kontakt med trafikstyrelsen, DTU og landmænd om biobrændsel. Vi skal bruge erfaringerne fra Folkecentret i Thy. Vi skal kontakte studerende, der arbejder med bæredygtige projekter. Vi skal kontakte arkitekter og teknikere. Og så skal vi visualisere. Vi skal lave videoer og artikler. Men primært skal vi tage udgangspunkt i os selv. Hvad vil vi, hvilke idéer har vi? Og lad os så komme i gang med at realisere det. Stille og roligt. Trin for trin. Men fremad i den rigtige retning.
Vil du høre mere, indbydes du hermed til første møde i udviklingsgruppen. Det afholdes i Øko Caféen, Nørrebrogade 32 (gården) torsdag den 15. marts kl. 19-21. Her vil Tommy FalkeØje komme med oplæg. Du kan tilmelde dig til mødet her
Vi ses, kærlig hilsen Tommy.