Havregryn fra Per Grupe: Kø på pakkelinien!

For et par uger siden skrev vi her på hjemmesiden, at afdelingerne kunne bestille havregryn fra Per Grupe. Desværre var vi lidt hurtigt ude med at love levering allerede ugen efter – havregrynene skal nemlig pakkes først. Der er kø ved pakkeapparatet hos Dalby Mølle, som valser grynene, men Per har lovet at sige til, når grynene er på vej. Og så vil de selvfølgelig optræde på pakkesedlen sammen med øvrigt løssalg.

Havregrynssmagning for KBHFF

Per Grupe har fundet en gammel havresort, som han kalder for SølvGryn. Den har ikke været dyrket i umindelige tider. Per har fået små kornprøver á 50 gram fra NordGen, sået dem ud på Mørdrupgård, høstet dem, sået igen osv. En langsommelig proces. Og nu har han fået opdyrket en hel mark – nok til at høste og få valset, så KBHFFs medlemmer kan smage på den. Det har taget fire år.

Indtil nu er det kun nogle studerende på Madakademiet Suhrs, der har smagt havregrynene. Her vandt grynene i en smagstest over andre havregrynssorter. Og på Dalby Mølle, som afskaller, damper og rister grynene, før de er klare til at spise, er man begejstrede for kvaliteten. I denne omgang er det så KBHFFs medlemmer og en række professionelle madfolks tur til at smage på SølvGryn. Grynene til KBHFFs medlemmer er pakket i 1 kgs poser, og de rammer din afdeling onsdag den 12. februar.

Der er kun en begrænset mængde havregryn til rådighed, og det er blandt andet vores afprøvning, der afgør, om produktionen bliver til noget. Hvis grynene smager godt, er der grundlag for en produktion – hvis ikke, er det en sjov historie, der slutter her. Det er så vidt Per ved første gang, nogen har arbejdet med havrens smag – og hvem ved, måske er det havrens svar på Ølandshveden, vi har fat i her!

Husk at bestille pose inden 1.1.2014

Dejlige mennesker,

Indkøbsgruppen fejrer det nye år med 2014’s første posesammensætningsmøde på torsdag. Vi skal derfor have jeres posebestillinger senest d. 1.1.2014. Bestil allerede i dag i tilfælde af at håret gør lidt ekstra ondt efter en forhåbentlig festlig nytårsaften…
Vi kan lokke med at der kommer græskar i posen…uhmmm…Mere ved vi desværre endnu ikke…

De grønneste & kærligste hilsner,
Indkøbsgruppen

Jule/nytårs-lukning

Der bliver ingen poser i uge 52 (1. juledag) og uge 1 (nytårsdag). Sidste udlevering af poser i 2013 bliver d. 18-12-13 og første pose i det nye år er til udlevering d. 8-1-14 (som bestilles senest 1-1-14 on-line) Så husk at bestille rigeligt med grøntsager til jul og nytår senest d. 11-12-13.

 

Indkøbsgruppen ønsker jer alle en rigtig hyggelig jul samt et nyt år med masser af positiv og alsidig energi.

Indkøbsgruppen søger nye medlemmer

Kunne du tænke dig at være med i Indkøbsgruppen, så kom med til vores månedlige møde i morgen, mandag, kl. 18-21 og få indsigt i hvem vi er og hvad vi laver. Vi skal bl.a. snakke om vores kommende avlermøde og samle op på hvordan det gik med de kartoffelfrie oktoberposer.

Tilmeld dig mødet her

og læs mere om den fælles Indkøbsgruppe på vores wikiside

Vel mødt 🙂

Ugens pose – nu uden kartofler

Som et lille efterårseksperiment bliver poserne i uge 41, 42 og 43 uden kartofler. Der bliver dog stadig bestilt kartofler til løssalg, hvis afdelingen har angivet dette på løssalgsfaktorarket (Se her). Har din afdeling løssalgsansvalige? Ellers meld du dig!

Indkøbsgruppen har lyttet lidt rundt i krogene og har opsnuset at nogle af medlemmerne ikke bestiller pose så ofte, da kartoflerne kommer til at hobe sig op i køleskabet.

Vi er i Indkøbsgruppen meget interesserede i at høre om hvordan I tager imod dette midlertidige tiltag og håber at kunne øge posebestillingerne. Så skriv jeres mening i kommentarfeltet og så vil vi prøve at samle op efter uge 43.

I samme åndedrag vil vi gerne henlede opmærksomheden på Evalueringskorpset på SAMBA, som længes efter fx. sociologer og antropologer, der kunne undersøge hvad medlemmerne fx. synes kunne udgøre den perfekte pose, hvorfor folk er med i kbhff etc. Det tæller selvfølgelig som en vagt at være med i Evalueringskorpset!

—> Bliv endelig ved med at komme med jeres meninger! Og endnu bedre om I ville tilmelde jer Tema 2 på den ekstraordinære generalforsamling, hvor et medlem af Indkøbsgruppen sidder som tovholder på diskussionen omkring posens indhold
http://kbhff.wikispaces.com/EGF+2013+TILMELDING

55 købeglade KBHFF’ere søges

 

LØSSALGSPOSEFEST for fødevarefællerne!

I morgen ankommer hele 55 lækre poser fyldt til randen med sprøde grøntsager. Lokationen er Amager Fælled Skole og fra kl. 16-19 vil Amager afdelingens søde medlemmer tage imod jer alle. I dagens anledning vil løssalgsposerne kunne købes til 100 kr/stk – men kun så længe lager haves, og kun i Amagerafdelingen.

Så frygt ej, hvis du ikke har fået bestilt en pose til afhentning i morgen – Amager har masser!

ps. husk evt. en ekstra pose, hvis du ikke er Amagermedlem og har en byttepose

 

Premiere: Øko nødder

Der er premiere på økologiske hasselnødder i KBHFF i morgen onsdag. Vi har fået en sending fra Westergaards Planteskole i Kerteminde, som efter hvad Indkøsbgruppen har kunnet opsnuse er en af de få mulige leverandører af økologiske nødder. Carsten har smagt dem og de er vanvittig gode – men intet er jo for godt til KBHFF-medlemmerne. Nødderne er helt friskplukkede og opvares bedst i en lukket plasticbox i køleskabet hvis man ikke spiser dem med det samme. Kom og gør et kup i morgen. Det er fødevarefællesskabet i en nøddeskal.

Frugtposen

Vi er nu færdige med at opdatere vores frugtaftaler og frugtposen skulle være sikret frem til nytår. Om vi også kan få frugt i januar og februar kan vi først sige hen i november, når avlerne ved hvordan æblehøsten blev. I denne uge får vi Collina æbler og Althans Reine Claude blommer. I uge 38 og 40 har vi aftale om både æbler, pærer og blommer. Derefter bliver det nok “kun” æbler og pærer. Vi håber på mange frugtposebestillinger i alle de lige uger frem til jul.

I løbet af sommeren har vi desværre haft nogle tekniske problemer med frugtposen, som har medført at det været muligt at bestille frugtposer til ulige uger, selv om vi kun sælger frugtposer i lige uger. Det har skabt problemer i afdelingerne, med at flytte poser eller betale penge tilbage og det er vi kede af. Vi beder jer derfor være opmærksomme på at I ikke online, eller i jeres lokale butik kommer til at lave bestillinger til ulige uger.

Nogle har haft svært at forstå hvordan vi kunne aflyse en frugtpose i august med det kolde forår som begrundelse, når hele Danmark bugnede af frugt og bær. Det skyldes blandt andet at der ikke altid er tilstrækkeligt med tid og ressourcer til at finde alternativer, når en avler ikke er klar med en afgrøde til planlagt tid. Det er lettere på grønt-siden hvor vi har 3 store avlere som altid vil kunne supplere. På frugtsiden har vi mange små som nok har noget til løssalg, men ikke tilstrækkeligt til posen.

Sidste år havde vi i indkøbsgruppen en særlig frugtgruppe, som tog sig af frugtbestillingerne. Vi forsøger nu at lave en forhåndsbestillinger på frugtsiden for at fange eventuelle problemer i så god tid at vi kan nå at finde erstatning hvis en afgrøde eller en frugtavler bliver ramt af uheld.

Som sagt kan I glæde jer til frugtposen i uge 36 og vi håber på mange bestillinger til uge 38, den 18.9, når der er frugtpose næste gang.

 

Grib chanchen og få indflydelse i indkøbsgruppen

Vi søger nye medlemmer i indkøbsgruppen, så hvis du brænder for at få indflydelse på indkøb af ugens pose og frugtposen, så er det lige dig, vi har brug for. I forvejen er vi en flok muntre/skøre m/k´er med aldersspredning og forskellige vinkler/viden og baggrunde – og alle brænder vi for økologi og kvalitet.

Da vi jo, som alle ved, er blevet forkælet med grønt/frugt alle årets uger (på nær mellem jul og nytår) er det vigtigt, at alle Kbhff´s afdelinger er repræsenteret i indkøbsgruppen – og helst med 2 medlemmer pr. afdeling, så vi kan opfylde de mange opgaver, der er i gruppen.

Du er altid velkommen til at deltage på vores indkøbsgruppemøder, som altid finder sted sidste mandag i hver måned. Hvert møde starter med fællesspisning/hygge, hvorefter arbejdshandskerne tages i brug. Jeg har snart været med i 1 år, og har ikke fortrudt – men tværtimod lært en masse og fået mange søde nye venner. Så prøv det 🙂

Kirsten, indkøbsgruppen