Om producenterne

Københavns Fødevarefællesskab får leveret grøntsager fra en række forskellige økologiske producenter på Sjælland, Fyn og Øerne. Herunder kan du se hvor gårdene ligger, og læse lidt mere om, hvem der står bag de grøntsager, vi får i butikken hver uge.


Vis KBHFF’s producenter på et større kort

KBHFF’s producenter

 

Allersø Frugt

Allesø Frugt er et økologisk frugtfirma, som ligger nord for Odense. Frugtplantagen er grundlagt og drevet af Henning Bæk Hansen, der siden 2005 har omlagt produktion til økologi og fra 2012 er hele produktionen økologisk.
Størstedelen af produktionen består af æbleavl af forskellige sorter, som Allesø Frugt har fordelt på 32 hektar jord. Derudover har Allesø Frugt 2 hektar med pærer. Og fra 2014 vil det også blive muligt at aftage kirsebær og blommer fra Allesø.
www.allesoefrugt.dk
Se billeder fra Allesø

 

Assers Mølle

Assers Mølle er en økologisk frugt- og bærplantage, der siden 2007 er blevet drevet af Eva og Hans Sønderstrup-Andersen, samt deres to børn. Gården ligger i Lejre, tæt på Roskilde. Assers Mølles historie går 900 år tilbage og gården ligger i en fredet bygning, der stammer fra den nu nedlagte vandmølle Assers Mølle.
Jorden omkring Assers Mølle er meget lerholdig, hvilket betyder at den er god til dyrkning af bær og frugt. På ca. 7 hektar dyrker Assers Mølle en lang række æblesorter, mange forskellige typer af bær (jordbær, stikkelsbær, blåbær, ribs, kræger, hyld, solbær).
Frugt- og bærplantagen drives i samarbejde med Vibevadgaard, som ligger på jordarealerne omkring Assers Mølle. Samarbejdet går blandt andet ud på at fremstille velsmagende økologiske produkter fra frugt og bær produktionen. Udover frugtplantagen driver Eva og Hans også en hestepension, der bidrager til deres fælles drøm om et dejligt sted, hvor der er liv både for mennesker, dyr og planter. Det er den fælles drøm, der er hele drivkraften og energien på Assers Mølle.
www.plukfrugtselv.dk
Se billeder fra Assers Mølle
Læs: Noahs æblehøst på Assers Mølle
Læs: Ukrudtsdag på Assers Mølle

 

Bakkegården

Bakkegården ligger i Gyrstinge, tæt på Ringsted og er drevet af Heidi og Søren Larsen. Bakkegårdens ældste længe er fra 1775 og den firelængede gård er i rigtig Morten Koch-stil. Heidi og Søren dyrker økologiske kartofler, jordbær, hindbær, ærter, løg, majs og 9 forskellige tomatsorter. Det er specielt jordbærrene og de mange tomatsorter, vi nyder godt af i KBHFF. Derudover producerer Bakkegården også økologisk rug, maltbyg, karsefrø, hvidkløverfrø og græsfrø og i sommerhalvåret tilbydes selvpluk, og der er salg fra gårdbutik.
www.bakkegarden.dk

KBHFF besøger Bakkegården i Ringsted fra kbhff på Vimeo.

 

Bellingehus

Bellingehus er en biodynamisk frugtplantage, der ligger i Jørlunde ved Slangerup.
Bellingehus drives af Verner Andersen som overtog frugtplantagen i 1990, hvorefter han i 1995 omlagde den til biodynamisk landbrug. I dag består Bellingehus af ca. 11 hektar tilplantet jord, hvoraf 6-7 hektar er tilplantet med 46 forskellige æblesorter, 1 hektar med blommer og 0,4 hektar med pærer og kirsebær. Derudover dyrker Verner et stykke jord med kvæder og et med nødder og valnødder, samt kastanjer. På plantagen er også fjerkræ, geder, grise og køer, og det er dyrene, der står for en stor del af pasningen og plejen af jorden.
Læs: Blomsterne og bierne på Bellingehus

 

Birkemosegaard

Birkemosegaard har været en biodynamisk og økologisk drevet gård siden 1968. Gården er en slægtsgård beliggende på Sjællands Odde, og har været i familien Andersens hænder i fire generationer. I dag ejes gården af Jesper Andersen og hans kone Kalatrong Apairatana (Kung). Det var Jespers forældre der af miljøhensyn valgte at omlægge gården allerede i midt 60’erne. Dette skete efter en af de få gange, hvor de havde valgt at sprøjte roemarken mod luseangreb, og så oplevede deres køer bryde indhegningen og spise af roerne, med den konsekvens af flere drægtige køer aborterede. I dag står Kung og Jesper sammen med deres tre medarbejdere for dyrehold, dyrkning af 90 hektar jord med brødkorn, foderafgrøder, frugt og grøntsager, en velbesøgt gårdbutik samt øko-shoppen med levering af varer til kundens hoveddør. KBHFF har et tæt samarbejde med Birkemosegaard, og aftager ofte de gode basisgrøntsager som bl.a. forskellige sorter af løg og kål, kartofler, gulerødder, porrer, selleri og rødbeder. Derudover arrangerer KBHFF lugeture for medlemmerne til Birkemosegaard.
www.birkemosegaard.dk

 

Broendegården

Broendegården ligger i Nørre Aaby på Vestfyn og drives af Michael Mohr Jensen, som har dyrket økologiske grøntsager siden 1989. Han købte Broendegård i 1999, hvor der foruden den økologisk avl også er en tilhørende gårdbutik med et bredt sortiment. Michael udmærker sig ved at søge nicheproduktioner og turde satse på nye sorter og produkter som fx forskellige græskar, østershatte, vinterspidskål og siden 2010 har Michael produceret Fynsk Mælkebøtteekstrakt og i 2013 lancerede han Fynsk Rødkløverekstrakt. I KBHFF har vi også nydt godt af alsidigheden med leverancer fra småt til stort som bl.a. radiser, syre, chili og spaghettisquash.

 

Grønholtgård

Grønholtgård ligger på Glænø, som er forbundet til Sjælland med en dæmning. Gården drives af Carsten Søgaard, som købte og omlagde Grønholtgård i 1996. På ca. 10 ha af jorden dyrkes grøntsager, primært majs og flere forskellige kålarter, men i KBHFF har vi også aftaget squash, bredbladet persille og dild.
Læs: Kål-nyt fra Grønholtgård

 

Grønninggaard

Grønninggaard producerer rapsolie af både økologisk- og konventionelt dyrket raps. Grønninggaard i Store-Heddinge er en slægtsgård, og drives i dag af niende generation på gården, Karen Sørner og hendes mand Mikkel Sørner. Det var Karens far, der i slutningen af 80’erne, som den første i Danmark startede en produktion af koldpresset raspolie. I dag produceres der olier til en lang række tekniske formål, lige fra smøring over lim og sæber til træbeskyttelse – og så selvfølgelig den økologiske, koldpressede rapsolie som KBHFF aftager til løssalg.
www.groenninggaard.dk

 

Hvidløg & Vin

Hvidløg & Vin ejes og drives af Lotte og Peter Lei. På deres firlængede stråtækte gård ved Faxe dyrkede de med succes hvidløg i køkkenhaven. I 1991 startede de så med at inddrage deres 12 hektar økologiske jorde til hvidløgsgartneri. Lotte og Peter har med tiden oparbejdet et dyrkningssystem, som passer til danske forhold, og som giver hvidløg med store fed og god holdbarhed.
www.hvidløg-vin.dk
Læs: Lottes hvidløg hædret

 

Kiselgården

Kiselgården ligger i Ugerløse og drives efter biodynamiske principper. Kiselgården drives af Ask Rasmussen og hans kone Amy i samarbejde med Asks forældre Lis og Eigil, som købte gården i 1985. Her dyrkes et bredt sortiment af grøntsager på 30 af gårdens 39 hektar jord. Kiselgården har også 6000 m2 drivhus, hvor der dyrkes krydderurter. På gården er der en gårdbutik, som har åben alle dage, og derudover leveres hver uge friske grøntsager i Kiselkassen. I KBHFF nyder vi ofte godt af Kiselgårdens store udvalg af bl.a. gulerødder, porrer, forskellige løg- og kåltyper, spinat, peberrod og krydderurter.
www.facebook.com/Biodynamiske

Kiselgårdens krydderurter

Lugning ved håndkraft

 

Kornsang

Kornsang ligger i den Økologiske Landsby i Torup ved Hundested. Den grundlæggende ide er socialøkologisk bæredygtighed. Hele landsbyen er opført som økologiske huse, og de, der bor der, har økologiske værdier og visioner. Bageriet ejes af Leif Hierwagen, og alt hvad der bages, er økologisk. Bageriets bygning er opført af lokalt opskåret træ og ubrændte lersten – med hør og papiruld som isolering, regnvandet opsamles til toiletskyld, og varmen fra ovnene genbruges i resten af bygningen. Så mere økologisk og bæredygtigt kan det næppe blive her i landet.
www.kornsang.dk

 

Kragegården Økomølleriet

Kragegården Økomølleriet har til huse i staldbygningen på Kragegården i Havndrup. Mølleriet overtog ved årsskiftet til 2007 gamle stenkværne, valser m.m.  Maskinerne blev overtaget fra Hvenegaard i Rynkeby, hvor Bent og Sylva Hvenegaard Lassen har malet økologisk mel siden 1985 på bestilling. Bent Hvenegaard lærte sig håndværket ved at tage rundt til gamle fynske møllere. I dag er det Bent Hvenegaards håndværkstraditioner, der er givet videre til Kristian Andersen – ottende generation på Kragegården i Havndrup få kilometer fra Ferritslev. At male korn er ikke bare noget, man gør. Det skal gøres rigtigt. Kornet bliver malet fem gange for at få et optimalt meludbytte. Udover at drive mølleriet har Karin og Kristian Andersen siden 1986 dyrket økologiske grøntsager, herunder kartofler, på Kragegården.
www.kragegaarden.dk

 

Kysøko

Kysøko er en usprøjtet giftfri økologisk dyrket frugtplantage mellem Næstved og Fuglebjerg, der ejes af Susanne og Anders. De dyrker primært sprøde, saftige æbler. Deres frugt er helt usprøjtet og økologisk dyrket. De får naturen til at hjælpe dem. Nogle af deres gode venner er: småfugle, flagermus, edderkopper, guldøjer, humlebier, enlige bier, musvåger og ørentviste. De gør en indsats for, at alle skal have det godt hos dem. De prøver også at øge biodiversiteten i plantagen med forskellige tiltag.
Plantagen er plantet i 2007, 2010 og i 2012 og de har 53 slags æbler, 11 slags pærer, kirsebær, blommer, solbær, rib, stikkelsbær, jordbær og hindbær.
De producerer gourmetmost som er upasteuriseret enkeltsortsmost af 12 slags æbler og af pærer. Nyeste produkt er sorbet af æbler og pærer.
www.kysøko.dk

 

LANDBRUGSLAUGET/BRINKHOLM

Ved Karise på Stevns ligger Brinkholm, en 4-længet gård med en 300-årig historie. Historien tog en drejning i 2002, hvor Brinkholm fik nye ejere, og ikke mindre end 500 af slagsen. Gården er ejet af andelsselskabet LandbrugsLauget og bliver drevet af frivillige andelshavere, der kommer fra nær og fjern og deltager i produktionen. På Brinkholm er der bier, korn og grøntsager. I KBHFF aftager vi friskkværnet mel, som de på Brinkholm maler med stenkværn i eget mølleri for at bevare smagen og næringsstofferne i melet.

Brinkholm maler den første søndag i måneden og kun den mængde, der er bestilt. Det betyder, at melet er helt friskt ved levering. Melet kan købes som løssalg i den efterfølgende uge.

www.landbrugslauget.dk

 

 

La Pomme

For snart syv år siden købte Jean-Paul Clipet og hans kone Rita en nedlagt gård på Fejø med tilhørende æbleplantage på 1,5 hektar jord. De lagde straks om til økologi og fik mod på selv at dyrke og pleje træerne. Han gik på pension fra sin gymnasielærerstilling og kastede sig således ud i at lære at være frugtavler. Det viste sig at være både spændende og krævende! På 1 hektar har de to æblesorter, Rød Aroma og Ingrid Marie, dejlige og velsmagende – forudsat at de ikke bliver angrebet af naturens luner og mange skabninger! Han sprøjter nemlig slet ikke, bruger et enkelt biologisk bekæmpelsesmiddel, dyrker så mange småfugle som muligt og beskærer hvert år træerne, så de får al den sol og luft de har brug for. De sorterer selv æblerne på en gammel velkørende sorteringsmaskine. De leverer til hovedstaden, og de bor selv på Nørrebro. De har desuden 350 vinstokke som de er ved at lære at tæmme, og sælger indtil videre druerne til en vinbonde, indtil de selv tør kaste mig ud i fremstillingen af gudernes drik.

 

Lærkehøj Økologiske Frugt

Lærkehøj Økologiske Frugt er et lille økologiske husmandssted i Kagerup på Vestsjælland. Gården har været drevet økologisk af Maren Korsgård og Mikael Andersen siden 1987. Maren er ved siden af desuden en flittig havebogsskribent, som blandt andet står bag bøger om beskæring, frugt, bær og køkkenhaven. Specialiteten på Lærkehøj er de nogen-og-tyve forskellige græskarsorter, men bedriften dækker også over blandt andet 2000 frugttræer og en lille honningproduktion.
www.laerkehoejfrugt.dk

 

Markhaven

Markhaven er landets største økologiske væksthusgartneri. Det drives af Klaus Søgård og Jytte Bach. Deres grundidé er at levere en stor produktion af høj kvalitetsgrønsager, i forhold til såvel udseende som sundhed, og en rigtig god smag. Deres dyrkningsmetode adskiller sig på mange områder fra den ikke-økologiske:

• Dyrkning i muldjord

• Gødskning med organisk gødning – heraf mindst 75 % fra økologisk husdyrbrug

• Absolut ingen brug af kemiske sprøjtemidler, men 100 % biologisk.bekæmpelse

• Vanding efter planternes forbrug dvs. intet drænvand der belaster grundvandet

• Ca. 75 % af vandingsvandet kommer fra regnvandsopsamling

• Ved rydning snittes og nedmuldes de gamle planter i jorden

Med over 20 års dyrkning af økologiske tomater, har de fundet frem til en dyrkningsmetode, som forener deres krav til minimum miljøbelastning, sunde og velsmagende grønsager og et relativt højt udbytte.
www.markhaven.dk

 

Naustok Økologisk Frugtavl

Naustok Økologisk Frugtavl er en lille frugtplantage beliggende syd for Mørkøv – mellem Holbæk og Kalundborg. De har ca. 500 æbletræer bestående af sorterne: Rød Aroma, Discovery, Holsteiner Cox, Ingrid Marie og Pigeon. Frugtplantagen blev etableret i 2009, hvor den også blev certificeret som økologisk. I plantagen har de 3 bistader og i efterårsmånederne har de i de sidste par år haft slagtekyllinger, som har hjulpet til med at holde ukrudtet nede mellem træerne, spise skadedyr og levere noget dejligt kyllingekød. Ejendommen er på i alt 2 hektar, hvoraf den halve er tilplantet med frugttræer. De har boet her siden 1984 og tidligere brugt jorden til dyrkning af grøntsager og dyrehold til eget forbrug.

 

Skyttes Gartneri

På gartneriet har Lars Skytte Jensen beskæftiget sig med økologisk jordbrug i mere end 30 år og drevet eget økologisk gartneri i godt 20 år i Årslev.
Mange eksperimenter er gjort gennem årene for at forsøge at nå de økologiske idealer, og de synes selv, de er nået til en driftsform, der tilgodeser både det helt nødvendige krav om alsidighed på et økologisk jordbrug samt en forenkling i afgrødevalget, der rent driftmæssigt giver nogle fordele.
Ved at bytte jord med to økologisk drevne kvægbrug opnår vi i fællesskab en alsidighed med mange forskellige afgrøder på markerne, samt køerne der afgræsser kløvergræsmarkerne og leverer staldgødning til de mest krævende plantekulturer.
I kraft af dette samarbejde har de nu i en årrække drevet et økologisk gartneri, hvor der udelukkende bliver anvendt økologisk gødning, og hvor deres grøntsager indgår i et fælles sædskifte med de to andre gårde.
På Skyttes gartneri har de valgt at koncentrere sig om sommergrøntsager, hvilket betyder, at de har en meget travl periode mens solen står højt på himlen, og så kan tage den lidt mere med ro når dagene bliver korte.
De har bevidst valgt de afgrøder til deres gartneri, der kræver mange arbejdstimer og ikke er særlig rationaliseret i produktionen. Derfor har de også forholdsvis mange ansatte i dyrkningssæsonen, hvilket er med til at opfylde deres ønske om at skabe en arbejdsplads med en vis social variation og udfordring.
www.skyttes.com

 

Stengården

I det smukke Nordsjælland kun 3 km fra Farum, 3 km fra Birkerød og 5 km fra Allerød ligger Stengården, som er et økologisk familielandbrug ejet og drevet af Elisabeth og Jens Otto Rasmussen. Gården er blevet drevet økologisk siden 1997. Stengården har en meget blandet produktion, som hovedsageligt afsættes fra egen gårdbutik. Produktionen består af æg, kartofler, grønsager, frugt og kalve/oksekød. I gårdbutikken sælges i øvrigt et bredt udvalg af økologiske dagligvarer.
To hektar dyrkes med grønsager og kartofler. De dyrker mindst 30 forskellige grønsager fra salat og spinat i det tidlige forår til kål og rodfrugter til hele vinteren. Om sommeren høstes friske grønsager hver eneste dag. Vintergrønsagerne opbevares i jordkule eller høstes direkte til salg.
www.stengaardenoko.dk

 

Strandegård

Strandegård Gods ligger i det sydsjællandske landskab og ejes af Ivan Reedtz-Thott. Godset, der har været i familieeje siden 1731, er omgivet af smukke marker, skov, samt hav og fjord. Et helt særegnet naturområde på 1300 hektar, der udover en større skov og landbrugsområde også byder på flere enestående naturarealer, herunder Strandegård Dyrehave med oldgamle egetræer, adskillige gravhøje, samt den naturskønne halvø Feddet.
Strandegård er opkaldt efter sin beliggenhed ud mod Østersøen og herregården er opført på det sted hvor den lille landsby Fiskehoved oprindeligt lå. Urtehaven på Strandegård dyrkes biodynamisk og har været Demeter godkendt siden 2009. Gårdbutik og urtehave drives af frilandsgartner Niels Jensen.
www.strandegaard.dk

 

Svanholm

Svanholm Agerbrug hører til blandt pionererne indenfor økologien, og var med til at starte Økologisk Landsforening i 1981. I 1990 blev de sidste marker på Svanholm Gods omlagt til økologisk drift.
Kollektivet dyrker 230 hektar agerjord. De dyrker græs og majs til Svanholms kvægbesætning. Desuden dyrker de korn, grønne bønner, kartofler, rodfrugter og hybenroser. Agerbrugsgruppen tager sig også af frugtplantagen, drivhuset og selvforsyningen, som også leverer varer primært til Svanholms eget køkken.
Året byder på varierende opgaver: Om foråret skal der jordbehandles, gødes, sås, kartoflerne skal forspires og køkkenhave grøntsager drives frem. Sommerens vigtigste opgaver er vanding og ukrudtsbekæmpelse: radrensning, hypning og håndlugning. Mange gæster besøger Svanholm sommer og efterår og får lov til at hjælpe til i marken. Når høsten sætter ind, står de klar med mejetærsker til korn og optagere til kartofler og bønner. Senere på sæsonen høster de pastinak, rødbeder og persillerod. Om vinteren puster de lidt ud fra markarbejdet, og planlægger næste års sædskifte, gødningsplan, budget, og så videre. De arbejder dels på værkstedet med vedligeholdelse af maskiner og dels tager de arbejde i Svanholms andre produktioner.
www.svanholm.dk

 

Søris

Søris ligger imellem Ølstykke og Slangerup i Nordsjælland ca. 40 km nordvest for København. Landskabet er en såkaldt “tunneldal” fra istiden og er en del af et stort fredet område: “Farum Naturpark”. I dag driver de 120 hektar med korn, kartofler, rodfrugter, kål, græskar. Landbruget styres af Janus Fausing, som var i praktik på gården, da han i sin tid tog sin landbrugsuddannelse på Den Økologiske Jordbrugsskole.
www.soeris.dk

 

Tvedemose Champignon

Tvedemose Champignon blev startet af den nuværende ejer Jens Christian Hansens far, farfar og morbror i 1963. Gennem 50 år og 3 generationer har familien Hansen på Tvedemose oparbejdet en særlig viden om dyrkning og forarbejdning af champignoner. Tvedemose ligger placeret på Sydsjælland midt imellem Næstved, Vordingborg og Præstø. Da virksomheden startede ud i 1963 fremstillede Tvedemose Champignon 30 tons champignon om året.
Alle tvedemoses specialsvampe og de Ø-mærkede champignon er økologiske. Komposten til de økologiske champignon købes i Tyskland og bliver fremstillet af dansk økologisk halm og Tysk-økologisk kyllingegødning. Vækstmediet til vores økologiske specialsvampe består af savsmuld fra danske skove, tilsat risskallemel til Enoki-produktionen og økologisk hvedeklid til kejserhatte-produktionen.
www.tvedemose.dk

 

Ventegodtgaard

Ventegodtgaard har i flere generationer tilhørt samme slægt, og i dag drives den af brødrene Jens og Søren Thorsen. Ejendommen, der ligger i Lille Skensved nord for Køge, blev påbegyndt økologisk dyrket i 1990. Sortimentet er løbende blevet udvidet, Jens og Søren startede med at dyrke æbler, jordbær og broccoli, og i dag producerer de 10 forskellige slags frugt og grønt, hvoraf en stor del sælges som selvpluk. Vi har i KBHFF bl.a. aftaget ærter, jordbær og squash.
www.ventegodtgaard.dk

 

Vesterled Frugtplantage

Vesterled Frugtplantage ligger på Fejø, som er en lille ø i Smålandsfarvandet knapt et kvarters sejlads fra Kragenæs på Lolland. Fejø er især kendt for sin lange tradition for dyrkning af Danmarks bedste frugt. Den høje kvalitet skyldes Fejøs klima, som er ideelt til frugtavl. Kombinationen af ca. 200 flere solskinstimer end landsgennemsnittet, det milde forår uden sen nattefrost, lysreflektionerne fra det omkringliggende hav samt godt håndværk giver frugt af en kvalitet, som er både målbar og smagsmæssig bedre, end hvad du har prøvet før. Vesterled Frugtplantage dyrker æbler, pærer og blommer. De kan levere friskplukket frugt fra starten af august. For at sikre den højest mulige kvalitet fra frugten hænger de på træet indtil den skal afsendes til forbrugeren. Plantagen har også eget lager og pakkeri. Vesterled Frugtplantage dyrker både økologisk og dansk I.P. (Integreret Produktion) frugt, hvilket betyder at kemikalieforbruget holdes på et absolut minimum til gavn for både dig og miljøet.
www.fejoefrugt.dk
Læs: Kbhff’s omlæggere: Vesterled Frugtplantage

Æbler i Vesterled Frugtplantage

Æblerne på billedet er ikke fuldt omlagte endnu – det er derfor der er så mange på træerne.

 

Vidarslund

Vidarslund ved Faxe er en del af Marjatta Fællesskabet. Marjatta er en selvejende institution for udviklingshæmmede med 80 børn og unge, 105 voksne og ca. 300 fuldtidsansatte medarbejdere. Gartneriet Vidarslund er et tilbud om beskyttet og meningsfuld beskæftigelse til beboerne indenfor Marjatta Fællesskabet. Gartneriet Vidarslund har 2000 m2 væksthus og desuden ca. 2000 m2 friland og ca. 4,6 ha græsningsarealer. I drivhusgartneriet produceres biodynamiske tomater, agurker, peber, squash, auberginer, meloner og en lang række andre grøntsager. Grøntsagerne anvendes til sund kost indenfor Marjatta Fællesskabet, og ca. 70% af produktionen afsættes til videresalg.
www.marjatta.dk