Organisationen

Københavns Fødevarefællesskab er opbygget med det formål at gøre det så let tilgængeligt som muligt for de enkelte medlemmer at bidrage med de 3 timers arbejde, som de har forpligtet sig til gennem deres medlemskab af fødevarefællesskabet. De øvrige dele af organisationen arbejder alle med at at sikre, at disse 3-timers vagter kan fungere så nemt og overskueligt som muligt og dermed gøre det til en positiv og behagelig oplevelse at arbejde i fødevarefællesskabet.

Organisationsstruktur
På fødevarefællesskabets ekstraordinære generalforsamling d. 25. januar besluttede vi at indføre og afprøve en ny organisationsstruktur frem til den ordinære generalforsamling i april.

Strukturgruppen har nu lavet en video, der giver en introduktion til, hvordan KBHFFs organisationsstruktur nu ser ud i praksis:

Overordnet er fødevarefællesskabet organiseret i tre niveauer:

Det første niveau har fokus på det overordnede ansvar og principielle beslutninger. Dette niveau består af medlemsmøderne, der er fællesskabets øverste myndighed, og bestyrelsen, der vælges på den årlige generalforsamling, og som står med det formelle og økonomiske ansvar for, at vi som forening opfylder vores formål og har en sund økonomi.

Det andet niveau er de 5 centrale arbejdsgrupper, der hver især har ansvar for forskellige dele af fødevarefællesskabets drift. Det er i de centrale arbejdsgrupper at det meste af koordineringsarbejdet mellem de forskellige dele fødevarefællesskabet finder sted.

Alle arbejdsgrupperne har en meget stor grad af autonomi til at handle indenfor deres eget driftsområde. Så længe de holder sig indenfor de 10 grundprincipper og det økonomiske råderum, som de har fået tildelt på den årlige generalforsamling.

Det er kun, når en arbejdsgruppe ønsker at iværksætte initiativer, der påvirker de andre arbejdsgruppers driftsområde, at de er forpligtet til at koordinere deres arbejde med andre.

Alle medlemmer er velkomne til at tage del i arbejdsgrupperne. Men det er vigtigt, at man som nyt medlem af en arbejdsgruppe gør sig klart, at det kan tage noget tid og arbejde at sætte sig ind i gruppens arbejde, før man kan deltage på lige fod med de øvrige medlemmer af gruppen.

Hver anden måned samles alle arbejdsgrupperne og holder et fælles koordineringsmøde i forlængelse af deres almindelige arbejdsgruppemøde. Koordineringsmøderne er mødestedet for alle de centrale arbejdsgrupper i fødevarefællesskabet. Det er således ikke en selvstændig eller separat arbejdsgruppe, men derimod en anledning, hvor medlemmerne fra de forskellige arbejdsgrupper kan mødes, fortælle om deres arbejde, lære hinanden bedre at kende, og koordinere omkring driftsbeslutninger, der ligger udenfor eller går på tværs af de enkelte arbejdsgruppers driftsområder.

Til sammen udgør de fem centrale arbejdsgrupper det fundament, der sikrer den bagvedliggende drift af fødevarefællesskabet. Men dertil kommer selvfølgelig alle de mange knopskydninger i form af midlertidige projektgrupper, løbende initiativer og skøre tiltag.

Det tredje niveau er lokalafdelingerne, som står for at organisere al det praktiske arbejde, der er forbundet med at distribuere økologiske grøntsager hver uge. Det er dem, som du som medlem møder hver uge, når du henter dine grøntsager. Ligesom de centrale arbejdsgrupper, så har lokalafdelingerne meget stor grad af autonomi og kan selv bestemme, hvordan de vil organisere deres butik, vagtplan og møder.

Det betyder, at vi ikke kan sige præcis hvordan hverdagen fungerer i lige din lokalafdeling. Nogle har fleksible vagter, andre har etableret en teamstruktur, hvor man som medlem er på et fast team, der typisk har ansvaret for en åbningsdag om måneden.

Helt centralt i den enkelte lokalafdeling står den lokale butiksgruppe. Det er denne gruppe, der koordinerer alle aktiviteter og arbejde i lokalafdelingen.

Fælles for alle lokalafdelinger i fødevarefællesskabet er, at de holder et månedligt butiksgruppemøde. Møderne er åbne for alle medlemmer, og det er det oplagte sted at møde op, hvis man har idéer eller forslag til, hvordan lokalafdelingen kan udvikle sig og blive endnu bedre.