Noget for dig?

Københavns Fødevarefællesskab er en forening, der tilbyder økologiske, sæsonbestemte, lokale og lækre fødevarer, der støtter bæredygtighed.
Som medlem kan du få økologiske fødevarer hver uge, fællesskab og adgang til mange aktiviteter og andre spændende medlemsfordele.

Indmeldelse

Find din egen lokalafdeling, besøg dem i deres åbningstid og meld dig ind.
I udvalgte afdelinger er det obligatorisk at deltage i et introduktionsmøde for at blive medlem.
Snart vil det være muligt at melde sig ind hjemmefra med vores nye IT-system. Læs mere her.

Medlemskaber

Det koster 100 kr. ved indmeldelse.
Derefter betaler du et kontingent årligt i maj. Kontingentet vedtages af medlemmerne på generalforsamlingen i april måned. I 2020-2021 er kontingentet på 200 kr.

Som medlem har du mulighed for at være Frivillig eller Støttemedlem.
Priser til løssalgsprodukter (friske produkter eller hyldeprodukter) er de samme for alle medlemmer. Løssalgsposer (hvis der er nogle i løssalg) kan købes til 125 kr. uanset om du er frivillig eller støttemedlem.

Du må gerne skifte medlemskabstype når det passer dig, men husk at skrive til din afdeling for at være sikker på, at de ikke forventer din hjælp eller at du bliver tilføjet til et vagthold! Du kan kontakte din afdeling her.

Frivillige

  • Det kræves at du tager en månedlig vagt på 3 timer.
  • Grøntsagspose koster 115 kr.
  • Frugtpose koster 55 kr.
  • Ved årstid: Kartoffelpose til 19 kr. / Aspargespose til 55 kr. / Svampepose til 30 kr.

Hvor du vil tilbyde denne vagt, bestemmer du helt selv. Du kan

  • indgå i processen fra hvor varerne kommer fra producenten til butikkerne. Det kan være på centrallageret, i transporten eller ved at pakke grøntsager, sidde i kassen, lave smagsprøver og meget andet. På vagtplanen kan du læse mere om de forskellige vagter.
  • deltage i en af fødevarefællesskabets arbejdsgrupper indenfor dit foretrukne felt.
  • løse konkrete opgaver, hjælpe til med arrangementer eller bidrage til opgaver, der kræver særlige kvalifikationer, i vores ressourcegrupper.

Støttemedlemmer

  • Det kræves IKKE at du tager en vagt.
  • Grøntsagspose koster 140 kr.
  • Frugtpose koster 55 kr.
  • Ved årstid: Kartoffelpose til 19 kr. / Aspargespose til 55 kr. / Svampepose til 30 kr.

I denne video kan du se vejen fra producent til medlem i Københavns Fødevarefællesskab.

Produceret af Mikkel Fosgrau, Rebekka Abildtrup, Johanne Danielsen.

Fødevarer

Som medlem af Københavns Fødevarefællesskab kan du forudbestille en ugentlig pose med økologiske fødevarer. En pose koster 115 eller 140 kr. alt efter, om du er frivillig eller støttemedlem (se ovenfor) og rummer typisk 6-8 forskellige typer lokalt produceret og sæsonbestemt økologisk frugt og grønt.

Da posen sammensættes af sæsonens grøntsager varierer vægten. Om vinteren, hvor der er mange rodfrugter, vejer den typisk 6-8 kilo, mens den om sommeren, hvor salater, asparges, krydderurter osv. fylder mere, vejer den typisk omkring 4 kilo.

I asparges- og frugtsæsonerne, kan du også købe en pose med disse varer til 55 kr.

Kartoffelpose koster 19 kr. og svampepose koster 30 kr.

Du kan også købe frugt og grønt i løssalg i begrænsede mængder i din lokale afdeling.

Ud over friske grøntsager og frugt er der også mulighed for at købe hyldevarer som æblemost, mel, olie og honning i afdelinger.

Se alle hyldevarer og priser her.

Æblemost: Æblemosten kommer fra et gammelt mosteri i Farendløse ved Ringsted. Det drives tidligere medlemmer af KBHFF, som købte stedet nogle år tilbage. Nu leverer de til os i stedet.

Mel: Hver måned får vi leveret mel fra andelslandbruget Brinkholm. De leverer mel fra hvede, ølandshvede og rug. De to første kornsorter dyrker de selv, mens rugen dyrkes af en anden landmand på Midtsjælland. Første søndag i hver måned maler frivillige andelshavere mel. Det males på stenkværn. Da melet ikke opvarmes ligeså meget som ved en konventionel valsemølle, bevares flere vitaminer og smagstoffer. Til gengæld er melet også tungere.

Koldpresset rapsolie: Vi fører rapsolie fra Grønninggård ved Stevns. Ved koldpresning bevares oliens smags- og næringsstoffer. Olien anvendes til dressinger og har en mild nøddesmag.

Honning: Honning får vi fra forskellige leverandører. Især fra frugtplantagerne, da de drager gavn af bierne til bestøvning.

Vi har også en opskriftssamling til for at samle alle de gode, inspirerende grøntsagsopskrifter, som KBHFFs medlemmer har lavet – både når de har taget de ugentlige smagsprøvevagter, men også når de bare har følt sig inspireret hjemme i køkkenet.

Bestilling, betaling og afhentning

Du kan bestille og betale dine varer enten i din lokale afdeling med kontanter eller mobilepay (snart også med kort). Eller via vores hjemmesides medlemssystem – med Dankort.

Deadline for bestilling er en uge i forvejen, onsdag kl 23.59.

Afhentning foregår i den lokalafdeling du er tilknyttet, f.eks. Amager eller Nørrebro.
Du kan altid blive overflyttet til en anden lokalafdeling, hvis du skulle ønske dette (snart vil du kunne gør det dig selv på Min Side i medlemssytemet).

Som medlem bestemmer du selv, hvor ofte du ønsker at bestille en pose med grøntsager. Du kan sagtens nøjes med at bestille hver anden uge eller endnu sjældnere. Rent økonomisk er du ikke bundet til andet end de bestillinger, du lægger.

Det er dit eget ansvar at hente din pose indenfor åbningstiden.
Hvis du ikke selv kan afhente din pose indenfor åbningstiden, kan du aftale med en ven om, at de gør det. Hvis du mere end en uge i forvejen ved, at du ikke kan afhente en pose, du har bestilt, kan du ændre det ved at logge på medlemsystemmet eller i butikken. Vi er efterhånden rigtig mange medlemmer og kun os selv til at administrere det hele. Derfor har vi besluttet, at vi ikke retter i bestillingerne i ugen op til, at posen skal afhentes.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om KBHFFs organisation og se svar på ofte stillede spørgsmål – eller komme ned i en af butikkerne og snakke med os.

Vi håber at du vil være med og glæder os til at se dig nede i butikken!