Københavns Fødevarefællesskab får leveret grøntsager fra en række forskellige økologiske producenter på Sjælland, Fyn og Øerne. Herunder kan du se hvor gårdene ligger, og læse lidt mere om, hvem der står bag de grøntsager, vi får i butikken hver uge. Vis KBHFF’s producenter på et kort

Assers Mølle

Assers Mølle er en økologisk frugt- og bærplantage, der siden 2007 er blevet drevet af Eva og Hans Sønderstrup-Andersen, samt deres to børn. Gården ligger i Lejre, tæt på Roskilde. Assers Mølles historie går 900 år tilbage og gården ligger i en fredet bygning, der stammer fra den nu nedlagte vandmølle Assers Mølle.

Jorden omkring Assers Mølle er meget lerholdig, hvilket betyder at den er god til dyrkning af bær og frugt. På ca. 7 hektar dyrker Assers Mølle en lang række æblesorter, mange forskellige typer af bær (jordbær, stikkelsbær, blåbær, ribs, kræger, hyld, solbær).

Frugt- og bærplantagen drives i samarbejde med Vibevadgaard, som ligger på jordarealerne omkring Assers Mølle. Samarbejdet går blandt andet ud på at fremstille velsmagende økologiske produkter fra frugt og bær produktionen. Udover frugtplantagen driver Eva og Hans også en hestepension, der bidrager til deres fælles drøm om et dejligt sted, hvor der er liv både for mennesker, dyr og planter. Det er den fælles drøm, der er hele drivkraften og energien på Assers Mølle.

www.plukfrugtselv.dk
Se billeder fra Assers Mølle

Bellingehus

Bellingehus er en biodynamisk frugtplantage, der ligger i Jørlunde ved Slangerup. Bellingehus drives af Verner Andersen som overtog frugtplantagen i 1990, hvorefter han i 1995 omlagde den til biodynamisk landbrug. I dag består Bellingehus af ca. 11 hektar tilplantet jord, hvoraf 6-7 hektar er tilplantet med 46 forskellige æblesorter, 1 hektar med blommer og 0,4 hektar med pærer og kirsebær. Derudover dyrker Verner et stykke jord med kvæder og et med nødder og valnødder, samt kastanjer. På plantagen er også fjerkræ, geder, grise og køer, og det er dyrene, der står for en stor del af pasningen og plejen af jorden.

Beyond coffee

Er en virksomhed som gror økologiske svampe i Københavns Nordhavn. Svampene vokser i kaffegrums som de får fra forskellige virksomheder i København. Beyond Coffee er derfor en af Københavns Fødevarefællesskabs mest lokale avlere udover svampe af høj kvalitet har Beyond Coffee også et udvalg af svampe som du ikke normalt finder i det lokale såsom Lions mann. En lækker svamp som navnet næsten selv siger det ligner en løvemanke.

http://www.beyondcoffee.dk/om-os

Birkemosegaard

Birkemosegaard har været en biodynamisk og økologisk drevet gård siden 1968. Gården er en slægtsgård beliggende på Sjællands Odde, og har været i familien Andersens hænder i fire generationer. I dag ejes gården af Jesper Andersen og hans kone Kalatrong Apairatana (Kung). Det var Jespers forældre der af miljøhensyn valgte at omlægge gården allerede i midt 60’erne. Dette skete efter en af de få gange, hvor de havde valgt at sprøjte roemarken mod luseangreb, og så oplevede deres køer bryde indhegningen og spise af roerne, med den konsekvens af flere drægtige køer aborterede. I dag står Kung og Jesper sammen med deres tre medarbejdere for dyrehold, dyrkning af 90 hektar jord med brødkorn, foderafgrøder, frugt og grøntsager, en velbesøgt gårdbutik samt øko-shoppen med levering af varer til kundens hoveddør. KBHFF har et tæt samarbejde med Birkemosegaard, og aftager ofte de gode basisgrøntsager som bl.a. forskellige sorter af løg og kål, kartofler, gulerødder, porrer, selleri og rødbeder. Derudover arrangerer KBHFF lugeture for medlemmerne til Birkemosegaard.

http://www.brikemosegaard.dk/

Brinkholm

Brinkholms hvedemel bliver produceret på gården fra ende til anden. Her dyrkes en gammel hvedesort ølandshvede og en nyere sort, Dacke samt maltbyg, rugen købes hos en anden økolog på Midtsjælland. De maler selv melen på gården på en langsomt kørende stenmølle, hvor hvedekimen og små knuste skaldele kommer med i melet. Kornet er selvfølgelig økologisk dyrket. 

http://www.brinkholm.dk/

Farendløse Mosteri

Det første æbletræ blev plantet i 1912, og mosteriet var en livlig virksomhed fra 1938-2004. I 2015 blev gården købt og mosteriet blev genetableret. Til mostproduktion bruges plantagens egne æbler samt æbler fra private haver, en stor gammel æblepresse fra 1945 og opnår derfor en tyk, fyldig og ufiltreret most.

http://www.farendloesemosteri.dk/

Gartneri Vidarslund

Vidarslund ved Faxe er en del af Marjatta Fællesskabet. Marjatta er en selvejende institution for udviklingshæmmede med 80 børn og unge, 105 voksne og ca. 300 fuldtidsansatte medarbejdere. Gartneriet Vidarslund er et tilbud om beskyttet og meningsfuld beskæftigelse til beboerne indenfor Marjatta Fællesskabet. Gartneriet Vidarslund har 2000 m2 væksthus og desuden ca. 2000 m2 friland og ca. 4,6 ha græsningsarealer. I drivhusgartneriet produceres biodynamiske tomater, agurker, peber, squash, auberginer, meloner og en lang række andre grøntsager. Grøntsagerne anvendes til sund kost indenfor Marjatta Fællesskabet, og ca. 70% af produktionen afsættes til videresalg.

https://marjatta.dk/

Grønholtgård

Grønholtgård ligger på Glænø, som er forbundet til Sjælland med en dæmning. Gården drives af Carsten Søgaard, som købte og omlagde Grønholtgård i 1996. På ca. 10 ha af jorden dyrkes grøntsager, primært majs og flere forskellige kålarter, men i KBHFF har vi også aftaget squash, bredbladet persille og dild.

Hvidløg & Vin

Hvidløg & Vin ejes og drives af Lotte og Peter Lei. På deres firlængede stråtækte gård ved Faxe dyrkede de med succes hvidløg i køkkenhaven. I 1991 startede de så med at inddrage deres 12 hektar økologiske jorde til hvidløgsgartneri. Lotte og Peter har med tiden oparbejdet et dyrkningssystem, som passer til danske forhold, og som giver hvidløg med store fed og god holdbarhed.

https://www.hvidløg-vin.dk/

Lærkehøj Økologiske Frugt

Lærkehøj Økologiske Frugt er et lille økologiske husmandssted i Kagerup på Vestsjælland. Gården har været drevet økologisk af Maren Korsgård og Mikael Andersen siden 1987. Maren er ved siden af desuden en flittig havebogsskribent, som blandt andet står bag bøger om beskæring, frugt, bær og køkkenhaven. Specialiteten på Lærkehøj er de nogen-og-tyve forskellige græskarsorter, men bedriften dækker også over blandt andet 2000 frugttræer og en lille honningproduktion.

http://www.laerkehoejfrugt.dk/

Møn Økologisk

Møn økologisk er et lille økologisk landbrug, placeret i den lille landsby Askeby på den naturskønne ø Møn.
De dyrker friske asparges og økologiske grøntsager. Frugt henter de i den gamle frugthave, som er åben for deres gæster. Gården opvarmes med biobrændsel og solvarme. De begynder året med økologiske grønne asparges og næsten samtidig kommer de nye friske rabarber. De første bittesmå nye kartofler håndopgraves tidligt i juni og samme måned er det jordbærtid. Kvæderne sankes i perioden august til november. Sæsonen rundes af med juletræer og knaldrøde pigeoner.

https://www.moneko.dk/produkter/

Naustok Økologisk Frugtavl

Naustok Økologisk Frugtavl er en lille frugtplantage beliggende syd for Mørkøv – mellem Holbæk og Kalundborg. De har ca. 500 æbletræer bestående af sorterne: Rød Aroma, Discovery, Holsteiner Cox, Ingrid Marie og Pigeon. Frugtplantagen blev etableret i 2009, hvor den også blev certificeret som økologisk. I plantagen har de 3 bistader og i efterårsmånederne har de i de sidste par år haft slagtekyllinger, som har hjulpet til med at holde ukrudtet nede mellem træerne, spise skadedyr og levere noget dejligt kyllingekød. Ejendommen er på i alt 2 hektar, hvoraf den halve er tilplantet med frugttræer. De har boet her siden 1984 og tidligere brugt jorden til dyrkning af grøntsager og dyrehold til eget forbrug.

Nielsen og Nielsen

Nielsen & Nielsen er lig med Inger Vaaben. Hun producerer økologiske krydderurter af højeste kvalitet – både klassiske krydderurter, nye krydderurter og gamle, »glemte« krydderurter – samt forskellige rabarbersorter. Produktionen foregår på friland på Stengården i Farum. Urterne passes med håndkraft – og de får hverken kunstigt lys eller varme. De mest sarte krydderurter overvintrer dog i drivhus. Ud over produktionen af krydderurter, har Inger Vaaben også skrevet adskillige bøger om urter og bær.

http://nielsenognielsen.dk/kontakt/

Nørbys Grøntsager

Nørbys Grøntsager er en økologisk gårdbutik, som sælger årstidens grøntsager. Deres energiproduktion er grøn med vindmølle, solceller og solvarme. I marken arbejdes der med frugtbar jord og minimal jordbelastning, også er de tæt på helt at udfase konventionel husdyrgødning. Fra Poul og Lise Lund Nørby har vi blandt andet fået æblesorterne Pigeon og Topaz.

http://norbysgrontsager.dk/

Nygaarden

Svanholm

Svanholm Agerbrug hører til blandt pionererne indenfor økologien, og var med til at starte Økologisk Landsforening i 1981. I 1990 blev de sidste marker på Svanholm Gods omlagt til økologisk drift.

Kollektivet dyrker 230 hektar agerjord. De dyrker græs og majs til Svanholms kvægbesætning. Desuden dyrker de korn, grønne bønner, kartofler, rodfrugter og hybenroser. Agerbrugsgruppen tager sig også af frugtplantagen, drivhuset og selvforsyningen, som også leverer varer primært til Svanholms eget køkken.

Året byder på varierende opgaver: Om foråret skal der jordbehandles, gødes, sås, kartoflerne skal forspires og køkkenhave grøntsager drives frem. Sommerens vigtigste opgaver er vanding og ukrudtsbekæmpelse: radrensning, hypning og håndlugning. Mange gæster besøger Svanholm sommer og efterår og får lov til at hjælpe til i marken. Når høsten sætter ind, står de klar med mejetærsker til korn og optagere til kartofler og bønner. Senere på sæsonen høster de pastinak, rødbeder og persillerod. Om vinteren puster de lidt ud fra markarbejdet, og planlægger næste års sædskifte, gødningsplan, budget, og så videre. De arbejder dels på værkstedet med vedligeholdelse af maskiner og dels tager de arbejde i Svanholms andre produktioner.

Tvedemose Champignon

Tvedemose Champignon blev startet af den nuværende ejer Jens Christian Hansens far, farfar og morbror i 1963. Gennem 50 år og 3 generationer har familien Hansen på Tvedemose oparbejdet en særlig viden om dyrkning og forarbejdning af champignoner. Tvedemose ligger placeret på Sydsjælland midt imellem Næstved, Vordingborg og Præstø. Da virksomheden startede ud i 1963 fremstillede Tvedemose Champignon 30 tons champignon om året.

Alle tvedemoses specialsvampe og de Ø-mærkede champignon er økologiske. Komposten til de økologiske champignon købes i Tyskland og bliver fremstillet af dansk økologisk halm og Tysk-økologisk kyllingegødning. Vækstmediet til vores økologiske specialsvampe består af savsmuld fra danske skove, tilsat risskallemel til Enoki-produktionen og økologisk hvedeklid til kejserhatte-produktionen.

http://tvedemose.dk/

Ventegodtgaard

Ventegodtgaard har i flere generationer tilhørt samme slægt, og i dag drives den af brødrene Jens og Søren Thorsen. Ejendommen, der ligger i Lille Skensved nord for Køge, blev påbegyndt økologisk dyrket i 1990. Sortimentet er løbende blevet udvidet, Jens og Søren startede med at dyrke æbler, jordbær og broccoli, og i dag producerer de 10 forskellige slags frugt og grønt, hvoraf en stor del sælges som selvpluk. Vi har i KBHFF bl.a. aftaget ærter, jordbær og squash.

http://www.ventegodtgaard.dk/