(For non-danish speakers: If you do not speak/understand Danish, but want to join the caravan, we would like to make that possible! So please tell us your preferred language in the sign-up form, and we will try to accommodate through a mix of wisper-translation during workshops/speaks, and speaking English throughout the program)

Frie Bønder - Levende Land inviterer dig med på 5 dages roadtrip rundt omkring i landet, hvor vi vil besøge forskellige gårde, der dyrker grøntsager og planter, gårde der har dyrehold, og andre, som integrerer begge elementer sammen. Det kommer til at foregå i UGE 42 og er for alle der er mellem 15-40 år og nysgerrige på agroøkologisk landbrug i Danmark.

Vi skal besøge små og mellemstore gårde som på forskellig vis arbejder med agroøkologisk dyrkning, fællesskabsbaseret eller naturnært jordbrug. Det er gårde som arbejder ud fra økologiske og regenerative principper, men som også tænker gården som andet end blot en produktion, og som stiller spørgsmål ved, hvordan vores mad- og landbrugssystem fungerer; det er gårde som alle har en anden vision for, hvordan vi skal producere, hvad vi producerer og til hvem. Ved nogle af gårdene er det ikke så meget produktionen som er i fokus, men mere hvordan vi bor og hvilken rolle en gård kan spille i lokalsamfundet.

Frie Bønder - Levende Land er en del af den globale bondebevægelse La Via Campesina og derfor er vores definition af agroøkologi baseret på denne. Vi forstår agroøkologi som både en praksis, sociopolitisk bevægelse og videnskab i ét samlet begreb, et begreb som tilbyder løsninger på de store miljømæssige, sociale, økonomiske og politiske udfordringer, vi står over for i dag. Som dyrkningspraksis vil den agroøkologiske produktion altid søge at arbejde med naturen i stedet for mod den og med respekt for de forskellige økosystemer. Det er en holistisk tilgang til landbruget, hvor netop praktikkerne og naturen er i fokus og derfor er det et begreb som med fokus på medbestemmelse, omsorg og samspil, søger at forandre og udfordre magtstrukturerne og paradigmet omkring landbrugs- og fødevarepolitikkerne.

Agroøkologi handler derfor ikke kun om landbrug, men også hvordan vi kan forestille os et retfærdigt samfund baseret på kollektive rettigheder, selvbestemmelse, diversitet, autonomi og lighed. Derfor er vi nødt til at have et fødevaresystem baseret på madsuverænitet, og det kræver, at vi har bønderne forrest, når vi skal diskutere landbrugspolitik og bestemmer hvordan vi dyrker både økologisk og socialt bæredygtigt – nu og i fremtiden. Vi vil derfor ud og besøge gårdene og snakke med bønderne, så denne viden bliver spredt og vi ikke bliver små isolerede enheder i et industrilandskab.

Hvis du er mellem 15 og 40 år, og interesseret i at komme med på den Agroøkologiske Ungdomskaravane så sæt kryds i kalenderen i uge 42, og skriv dit navn og din mail i formularen HER. Så holder vi dig opdateret, med specifikke datoer, program og tilmelding!

Det er ikke en forpligtende tilmelding, men vi regner med at have plads til 30 deltagere, så skriv dig på hvis du gerne vil have en plads.

Skriv dig på listen her